Hvæsende på mit øjekast

Citat
”to øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned frem og til siden /for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres / i talløse dræbende timer vinter og sommer forår / og efterår med de smattede veje og ansigter”
”Hvæsende på mit øjekast”, side 9.

Thomas Bobergs debut, digtsamlingen ”Hvæsende på mit øjekast” (1984), kom ud af slipstrømmen på markante firserdigtere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og Pia Tafdrup. Men her ses ikke proklamatoriske one-liners, som annoncerer en generations stemme (som i f.eks. Michael Strunges ” – Jeg lever kun med livets hastighed”, 1978). I stedet ser man i det første digt ”Under barken er kødet” to (kunstner-)øjne, der kommer til verden og ser sig forvirret omkring for første gang midt i et mylder af levende råddenskab: ”Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter / under græsset er jord under jord er de døde og ormene / og mineralerne og de springene kilder” (s. 9).

25360478

I dette dyb, som også inkluderer nat og dag, skal øjnene, her forstået som observatøren eller digteren, have lært sin metier oven på chokket i mødet med verden: ”To øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned og til siden / for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres” (s. 9).

Her ser man ikke en digters kampskrift, men nærmere et lille poetisk væsens møjsommelige arbejde med at lære sit håndværk.

For Thomas Boberg fødes man ikke som skabende kunstner, men det er nærmere noget, man gennem hårdt arbejde lærer. Her ser man allerede et brud med den tidligere generations nærmest romantiske syn på kunstneren som en unik skabende kraft.

Sådan går det gennem ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor det kunstneriske sprog kan gå på tværs af naturens love, årstider og forgængelighed. Samtidig ser man også mange digte skildre rejseoplevelser, mens også rastløshed, Bobergs vandmærke, slås an som tema: ”byerne glider hastigt forbi / og de blege ansigter står ventende / på alle stationer ” (s. 47).

Allerede i ”Hvæsende på mit øjekast” slås altså hovedtemaet i forfatterskabet, rastløsheden, an. Debuten adskilte Thomas Boberg fra den tidligere generation, selvom naturtemaet i ”Under barken er kødet” kan lede tanken hen på en af de markante præ-Boberg-digtere, Pia Tafdrup.