Marie Bregendahls forfatterskab blev til i perioden omkring Det moderne gennembrud, men de problemer, der her blev sat til debat, var anderledes end dem, Georg Brandes stilede til fra talerstolen på Københavns Universitet i 1871. Hos Bregendahl er blikket rettet mod de sociale mekanismer i landsbysamfundet, kvindernes vilkår på gårdene, moderniseringen af landbruget og tidens nye former for organisering i andelsbevægelser. Hendes forfatterskab er moderne på sin egen måde.
Hos Bregendahl fortælles danmarkshistorien ofte gennem portrættet af enkelte slægter og lokalsamfund. Som i samtidsromanen ”Holger Hauge og hans Hustru” fra 1934-35, hvor samfundsudviklingen på landet ses fra bøndernes perspektiv i en tid med store politiske omvæltninger. På samme måde skildrer novellerne i ”Billeder af Sødalsfolkenes Liv” (1935) en tyveårig periode fra Slaget ved Dybbøl i 1864 gennem et kollektiv af sognebønder, der lever deres traditionsbundne liv på landet, mens krige og konflikter udspiller sig i periferien. Dramatikken udgøres af de store skæbneomslag i enkeltmenneskets liv: den tragiske moderdød, tabet af en elsket, gårdejeren, der ruineres.
Bregendahls noveller og romaner beskæftiger sig især med kvindeskæbner. Både overgangen til at blive ung kvinde, der går igen i ”En Dødsnat”, novellesamlingen ”Med åbne sind” (1926) og ”Birgitte Borg” og senere også kvinders erotiske begær. I digtsamlingen ”Filtret Høst” (1937) indgår blandt andet digtet ”Hvad er Kvinders Længsel”, om lysten til at give sig hen til en mand. Samtidig vidner forfatterskabet om kvindens fortsat begrænsede mulighed for at udtrykke og udfolde sig i samfundet ved overgangen til det 20. århundrede. Som hun skriver i en brevudveksling med Jeppe Aakjær: ”At hele Samfundet skulle drukne i kønslige Forhold i tilfælde af Skilsmisser, det tror jeg ikke paa. Nej, det er kun Luftkasteller, Bobler der brister, vær overbevist om det … Er der noget, der trænger til at blive rodet op i, saa er det virkelig Kvindens stilling i Samfundet.” (citeret i Hans Otto Jørgensens efterord til ”En Dødsnat” fra 2013, s. 176).
Marie Bregendahls livlige skrift kan på et splitsekund springe fra ydre beskrivelser af nyudsprungne bøgetræer og malkemetoder til hovedpersonens indre monologer og stormfulde sind. Den pendler mellem samfund og individ, omgivelser og sindsstemninger. Ved at gengive forskellige dialekter og talesprog direkte opstår der en flerstemmighed i portrætteringen af de traditionsrige landsbysamfund. Bregendahl puster liv i slægtsberetningerne og giver øjebliksskildringerne nærvær.