I et uhumsk gangkammer på Simon Sørensens gård ligger den gamle Lars Skrædder og hoster. Væggene driver af fugt, og udover spindelvæv og kattetis er der tydelige spor af rotter. Her er den syge blevet installeret af gårdens skrappe og uskønne kone Karen Mari’, der sidder og smører madpakker til gårdfolket. Han ligger og venter på egnslægen Doktor Lund, der skal stille en diagnose. Efter at have registreret cigaræsken med opharket grøn slim ved patientens sygeseng, sætter doktoren sig ved sengekanten og indleder en åbenhjertig samtale med skrædderen. De traf hinanden første gang, da Lars som 10-årig blev slået til krøbling af en gårdejer. Lars Skrædders videre livsforløb, der har været præget af ydmygelser, ulykkelig kærlighed og en søn, der har ruineret ham, er til sidst kulmineret i tabet af både kone og hjem.
Marie Bregendahl opfattede selv ”Ved Lars Skrædders Sygeseng” fra 1902 som sin egentlige debut. På handlingsplan strækker novellen sig kun over en times tid; fra doktor Lund ankommer til gården, til han igen kører bort i hestevognen, vel vidende at han forlader et dødsleje. Under besøget oprulles dog hele det tragiske livsforløb, idet doktoren lægger øre til den hårdtarbejdende skrædders triste og hjerteskærende beretninger.
Bregendahls korte fortælling er som et glughul ind til et helt menneskeliv. Samtalen mellem de to mænd i sygekammeret er gengivet i direkte tale kun afbrudt af spredte kommentarer fra tredjepersonsfortælleren og patientens hosteanfald. Gennem skrædderens tilbageskuende monologer bliver fortællingens rum udvidet til barndomshjemmet med vandvælling, de korte møder med ungdomsforelskelsen Else og den stolte dag i kirken, da sønnen blev konfirmeret. Der er flere ulykkelige end lykkelige minder, men med til alle erindringerne hører et sejlivet håb om en bedre tilværelse.
”Ved Lars Skrædders Sygeseng” er en fortælling om social ulighed, menneskelig deroute og skæbnens hårde odds. Men det er også en øm øjebliksskildring, hvor Bregendahls veloplagte og til tider spøgende fortæller lader individet komme til orde med både fortvivlelse og viljestyrke.