Det med at skrive har Camilla Christensen med sig hjemmefra, idet faderen Leif E. Christensen også er forfatter. Men den afgørende læseoplevelse fandt hun nu i sin mors reol: »I min mors reol havde jeg fået øje på Pär Lagerkvists “Det evige smil”. Jeg kan ikke engang citere noget af det, jeg selv har skrevet; men den første sætning i den bog glemmer jeg aldrig, aldrig (…): ’Der var engang nogen døde. De sad sammen et eller andet sted i mørket. De talte sammen for at få evigheden til at gå.’ Det var vældig poetisk. Et fantastisk billede. Sætningen blev en øjenåbner til en anden virkelighed.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03).
Camilla Christensen har beskrevet, hvordan hun i sin opvækst fik et blik ind i tre livsmåder: Bedsteforældrenes liv på landet, livet i storbyen og endelig livet i forstaden. Da hun var 8 år, flyttede hun med sin mor og sin bror til det nybyggede Høje Gladsaxe, hvor hun uden stor begejstring boede, til hun blev 18 år. Nu bor hun i en lejlighed på Østerbro med sin datter og får fingrene i jorden i kolonihaven.
Udover sit virke som forfatter har Camilla Christensen fungeret som anmelder og aviskommentator i flere perioder, ligesom hun gennem flere år har været skrivelærer på blandt andet Krogerup Højskole. Hendes sproglige gehør er præcist, hvilket kommer læserne til gode i de mange romaner, hun efterhånden har oversat. Camilla Christensen har et stort kunstpolitisk engagement, og har skrevet flere artikler, blandt andet om Statens Kunstfond, hvor hun har været bestyrelsesmedlem og formand for Litteraturudvalget fra november 2003 indtil årsskiftet 2004/5.