Camilla Christensen debuterede i 1985 med digtsamlingen “fejlspændt”. Det var lyrikkens årti præget af det æstetiske nybrud, som lyrikere som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup netop havde introduceret. Men hvor den tidlige generation formulerede stærke subjekter, er subjektet hos den unge Camilla Christensen en usikker balanceakt, og den indre desperation voksende. Rent konkret fylder digtene ikke meget på siden, tonen er lavmælt, men også spændt af desperationens potentielle energi. For det handler om de allermest eksistentielle forhold, for eksempel om det vanskelige i at møde et andet menneske fuldt ud, når man selv synes at kunne falde fra hinanden som ingenting. Som det formuleres i den anden digtsamling “mellem mørket”, 1987: "Hun står og vipper/ på sin skarpe blanke kant/ slipper hun falder hun/ spreder hun skærer hun/ balancerer hun stadig”.
“Monolog for en halv stemme” fra 1992 fortæller om et forhold, hvor volden synes at være det eneste, der kan råbe de elskende vågne. Kvinden og manden er fremmede for sig selv og for hinanden, og selv om de gerne vil leve det pastorale liv, som skildres i “Som vil hun skænke ham” fra 1995, med børn, katte og landlig idyl, så lader det sig ikke lykkes. At elske og hengive sig til en anden og samtidig eksistere som integreret person synes en umulig balance.
Camilla Christensen har i alt skrevet seks digtsamlinger. Hendes lyrik er rytmisk og stram, men også lukket og såret. Sproget og kroppen er viklet ind i hinanden, eller man kunne sige, at digtene er som sårbare kroppe, mens kynismen fungerer som det mest sikre værn mod den altædende fremmedhed.