Hvad “Stakkels Bobcat” indvarslede blev for alvor forløst i romanen “Jorden under Høje Gladsaxe” , der udkom i 2002. I forhold til de tidligere ofte små og lidt søgende tekster får vi her en roman, der med en slidt men sand kliche er et brag på 284 frenetisk fortællende sider. Væk er det lidt forkrampede til fordel for en fortæller, der hellere vælger at gå omveje frem for den direkte vej. Man fornemmer, at forfatteren for alvor har fundet sin stemme.
Romanen er både en moderne gralsfortælling og en hjemstavnsroman. Den udspiller sig i Høje Gladsaxe, det byggeri som Erhard Jacobsen lod opføre i bedste bestræbelse på at give lys og luft til byens mennesker, men som i realiteten var et historie- og identitetsløst byggeri. Hovedpersonen er Arthur, en midaldrende mand, nyskilt og arbejdsløs arkæolog. En dansk antihelt, som vi kender dem fra litteraturhistorien. Ud over Arthur befolkes romanen af blandt andet den begavede palæstinenser Salah og hans utilpassede søn, der går med planer om at sprænge centret i luften, den opofrende omsorgsarbejder Brigitta, og den angstramte arbejdsløse flymekaniker. Dertil kommer to navnløse bipersoner: det allestedsnærværende barn og borgmesteren, der som en anden Erhard Jacobsen dukker op her og der med sin flagrende pandelok.
Arthur er nok antihelt, men han har en særlig evne - han har røntgenblik - og kan bogstaveligt talt se gennem mure og vægge ind til jernarmeringen i Høje Gladsaxes byggeri, ligesom han kan se direkte ind til folks skelet. Ved et tilfælde møder han i centerets bibliotek en vrissen gammel dame, som han med det samme ser har 90 rygrade! Gunhild er nemlig 2500 år gammel og én lang række af reinkarnationer tilbage til jernalderen. Nu udser hun sig Arthur som den elsker, hun længtes efter dengang i jernalderen. Hun skal bare lige få ham til at gå igennem den bundløse Kratersø og møde hende der tilbage i tiden.
Det er visselig ikke en almindelig hjemstavnsroman, vi har med at gøre. Camilla Christensen forsøger at samle tiden ind i sin roman, at give det historieløse sted Høje Gladsaxe sin historie tilbage, genopvække landskabet og området. Sætningerne er lange og forgrenede og fulde af parenteser (som i parentes bemærket er en måde at skabe transparens på, sådan at man ser flere tider i én skrift): »Det er en skrivestil, som udsprang af, at jeg ville have det hele med på én gang. Det er Høje Gladsaxe, som er romanens hovedperson, og jeg ville have alle lagene med. Nutiden i 2001, hvor bogen foregår. Dengang i 1960'erne, da Høje Gladsaxe blev bygget. Og fortiden inden da. Ned gennem jernalderen og helt tilbage til istiden.« (Dorte Hygum Sørensen: “Med hjemstavn i Høje Gladsaxe”. Interview i Politiken, 2002-04-28).
Hvad Dan Turèll gjorde med Vangede, Klaus Rifbjerg med Amager, Bjarne Reuter med Brønshøj, og Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup med Vesterbro, har Camilla Christensen med denne roman gjort for Høje Gladsaxe: hun har givet stedet dets historie tilbage.