Jorden under Høje Gladsaxe gav Camilla Christensen publikumsgennembrud, og læserne blev ikke svigtede med den næste roman “Paradis” fra 2004, som har mange af de samme stiltræk. Også her er der tale om en stor sproglig energi, og en verdensvendt forfatter, som gerne vil forene fakta og digt. Man kan faktisk lære temmelig meget om havebrug ved at læse “Paradis”.
Hovedpersonen hedder Eva K (et K som sender hilsen til Kafka). Eva er nyuddannet havearkitekt og har skabt sig selv en stilling hos Horselund kommune, hvor hun via en konkurrence skal opmuntre beboerne i et lidt forhutlet beboelsesområde til at gøre noget ved deres haver. Evas idealistiske projekt bygger på den tro, at mennesket bliver bedre ved at få skønne omgivelser. Den ordentlige systematiker Eva har imidlertid lukket slangen med ind i sit Paradis, nemlig mennesket og dets kaos. Eva bliver forført af en person, hun måske slet ikke bryder sig om, og hendes forestillinger om den rette skønhed viser sig ikke så let realiserbare. Romanen er mere søgende, men også mere sensitiv end forgængeren. Skriften har dog samme energi, og så dufter det hele formeligt af blomster.