Fra et smalt og sårbart ståsted har Camilla Christensen med de foregående års romaner vist sig som en forfatter med et stort potentiale. Hun skriver med den modne forfatters indsigt og viden, men stilen er energisk og lystfuld. Det handler stadig om ensomme mennesker i verden, men verden, med alle dens arkæologiske og kulturhistoriske lag, med al dens viden og alle dens vækster, har fået lov til at få hovedrollen, til fordel for det enkelte subjekt.
“Jorden under Høje Gladsaxe” placerer sig i den danske tradition for hjemstavnromaner, og det er Camilla Christensens ære at opløfte et så myteforladt sted som netop den moderne forstadsbebyggelse, til et sted, der er værd at beskæftige sig med. Camilla Christensen bekender åbent, at hun lader sig inspirere af andre forfattere. »Før jeg skrev romanen [“Jorden under Høje Gladsaxe”], havde jeg lige oversat “Hvide tænder” af en engelsk forfatter, Zadie Smith. Der er en fantastisk energi i bogen, der skildrer livet i det multikulturelle London. Hun er dejlig respektløs over for alt det korrekte. Jeg ledte efter en fortællerstemme til min roman og kom i tanke om “De fortabte spillemænd” af Heinesen. En bred roman med en alvidende fortæller, der er lidt magelig i fortællestilen. Da jeg så var i gang genlæste jeg “Patriarkens Efterår” af Gabriel García Márquez fordi, jeg vidste, at den kunne inspirere.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03). Om det skyldes de meget forskellige inspirationer er ikke til at sige, men resultatet er i alle fald dynamisk og nyt i dansk litteratur.