Om Roald Dahl

Han var RAF-pilot under 2. verdenskrig og var tæt på at blive brændt ihjel, da han engang blev skudt ned over Ægypten. Jeg ville klø mig i næsen, fortæller han, men der var ingen næse, den var smeltet væk.

Hans kone, en kendt amerikansk skuespiller, fik et slagtilfælde og blev opgivet af lægerne. Han ville ikke give op og trænede og hersede med hende, til han til sidst fik hende til at gå og tale igen. Hans søn blev slynget ud af barnevognen af en bil og blev hårdt såret. Han blev midlertidigt blind og fik vand i hjernen. I stedet for at sende sønnen på en åndssvageanstalt, opfandt han en ventil, som blev indopereret i drengens hoved. Den ventil bruges nu verden over.

Ingen tvivl om at han har været en skrap og handlekraftig herre, Roald Dahl. Og lig så skrappe, usentimentale og humoristiske er hans bøger. Han er ondskabsfuld, ulækker og kynisk, siger nogle. Han er kærlig, sjov og ærlig, siger andre.

Børn elsker hans barske humor, engelske børn har gang på gang kåret ham til deres yndlingsforfatter.

Voksne kender ham især for hans gysere og hans Skæbnefortællinger på TV.

Der er også gys i Roald Dahls bøger for børn, men de er først og fremmest sjove. De fleste kan læses op for børn fra 8 år, men også større børn og voksne, der kan lide gys og grin, vil nyde ham.