Introduktion

Dennis Jürgensen, en af Danmarks mest populære forfattere, er født 1961 og bor i Rødovre ved København. Han debuterede som 20-årig med den korte humoristisk-romantiske roman Kærlighed ved første hik, som i 1999 blev filmatiseret under samme titel. Dennis har primært skrevet børne- og ungdomsbøger, men han har også lavet voksenbøger, filmmanuskripter og enkelte artikler.

Egentlig havde Dennis ikke forestillet sig et liv som forfatter, men da han hverken ønskede at læse videre efter folkeskolen eller stå tidligt op for at gå på arbejde, prøvede han skriveriet. Efter afslag fra flere forlag antog Forlaget Tellerup Kærlighed ved første hik, og Dennis har lige siden været hos dette forlag, som har udgivet hans mere end 40 bøger.

Dennis’ mange bøger spænder over talrige genrer, men især har forfatteren en forkærlighed for humor samt »de fantastiske genrer«, dvs. horror, fantasy og science fiction.

Dennis har en særlig evne til at skrive om ganske almindelige mennesker i ualmindelige situationer, hvilket især kommer til udtryk i forfatterens mere fantastiske historier. Her bliver folk hjemsøgt af spøgelser, transporteret til fjerne verdener og planeter, ædt af zombier, truet af mytologiske monstre og meget andet. Nogle af bøgerne er mest for sjov, mens andre kritiserer forhold eller tendenser i samfundet. Og nogle af bøgerne er ren handling, mens andre fungerer på mange planer og indeholder symbolik og begavede referencer. Forfatterbudskaber og symbolik får dog aldrig lov til at stå i vejen for handlingen: ”Jeg glemmer [...] aldrig den rendyrkede handling i historien. Den er lokomotivet som både skal trække mig og forhåbentlig også læseren frem til endestationen.”

Over 20 år efter udgivelsen er Kærlighed ved første hik stadig enormt populær. Ifølge en undersøgelse fra 1999 er bogen blevet læst af over 600.000 mennesker, så man kan roligt sige, at bogen er en del af den danske kulturarv.

I 2001 modtog Dennis Børnebibliotekarernes Kulturpris , hvis formål er at »gøre opmærksom på den kvalitative, originale, danske kulturproduktion rettet mod børn og unge«.

Forlaget Tellerup startede i 1992 en læser- og bogklub for Dennis-læsere, Dennis-Klubben. Klubben har sin egen hjemmeside på http://www.dennisklubben.dk, hvor man bl.a. kan melde sig ind, læse mere om Dennis, diskutere hans bøger og få specielle tilbud.