Science fiction

Science fiction-genren er også urealistisk i den forstand, at genren ofte vil indeholde videnskabelige eller teknologiske elementer, som ikke eksisterer. Det kan være tidsmaskiner, androider, eller rumskibe der kan flyve hurtigere end lysets hastighed. Aliens, måske. Civilisationer fra det ydre rum. En del science fiction – den futuristiske science fiction – foregår i fremtiden og er således tankeeksperimenter, der fremstiller forestillinger om hvordan verden kan se ud om fx 10, 100 eller 1000 år. En anden undergenre er alternate history, der går bagud i tiden og forestiller sig et såkaldt kontra-faktisk historisk forløb, dvs. eksempelvis hvordan verden ville have set ud, hvis Nazi-Tyskland havde vundet Anden Verdenskrig.

Uligt fantasy, som pr. definition er anti-realistisk, vil science fiction som regel forsøge at holde sig inden for hvad der kan tænkes at blive muligt om fx 100 år – hvem ved om androider forsøger at få stemmeret og fagforeninger til den tid – eller i hvert fald forsøge at retfærdiggøre sin handling ved at give teknologiske forklaringer.

Som Niels Dalgaard skriver i sin Guide til fantastisk litteratur (1999): ”Fælles for science fiction og fantasy er, at den verden, de fortæller om, adskiller sig fra forfatterens og læserens virkelighed på en tydelig og markant måde. [...] Det, der adskiller dem, er måden, hvorpå det ikke-virkelige er ikke-virkeligt. Science fiction baserer sig på et grundlæggende krav om troværdighed, dvs. at den mærkværdighed, en science fiction-fortælling er bygget op om, skal være mulig eller i al fald tænkelig inden for det verdensbillede, vores civilisation er baseret på, hvilket vil sige det moderne videnskabelige. For fantasy gælder denne begrænsning ikke.” (s. 11)

Dennis’ første science fiction-roman er Djævelens Hule (1983), som foregår i et dystert fremtids-Danmark. En gruppe børn forsøger på trods af regeringens spilleforbud at dyrke deres lidenskab, computerspil. Djævelens hule er, som meget andet science fiction, en god historie samt en god portion samfundskritik.

24340627

Det samme gælder for Kadavermarch (1991), selvom denne er noget sværere at placere genremæssigt. Romanen handler om hvordan de døde genopstår som zombier. Kadavermarch foregår let fremskudt, dvs. i den nære fremtid, og årsagen til zombieplagen skal findes i den teknologiske udvikling og samfundets forvaltning heraf. Præmissen for bogen er således af science fiction-karakter, mens en stor del af handlingen snarere tilhører horrorgenren – eller rettere, én af horrorgenrens undergenrer; splatter . Splatter er en særlig form for gys, hvor det gælder om at beskrive det uhyggelige så ulækkert og frastødende som muligt. Genren er vel bedst kendt fra splatterfilm, som siden 70erne har været ganske populære i visse kredse.

Måske (1994) er ren science fiction. Bogen består af tre noveller, som alle foregår i fremtidssamfund; nogle mere dystre end andre. Ligeledes er Maskiner sanser ikke hud (2000) science fiction af den futuristiske art, men denne bog er mindre traditionel end Måske.

Et Grimm’t eventyr (1997) er en blanding af science fiction og fantasy, og omhandler nogle kontormænd som får til opgave at rejse ind i Grimms eventyr. Ligeledes er første del af Drømmetjener-serien Evighedens Port (2002) en blanding af science fiction og fantasy, idet romanen omhandler rumskibe og avanceret teknologi såvel som mærkværdige verdener, drager og magi.