Herudover er der en del bøger, som er sværere at placere genremæssigt. Gargoylens gåde (1986) er en blanding af ungdomskomedie og kriminalroman, Jeg – en nørd (1990) er en romantisk og humoristisk historie, der har overnaturlige elementer, Snevampyren (1991) og Sorte Ragn rider igen (1991) er korte illustrerede historier, som hælder mod gysergenren, dog uden at være specielt uhyggelige. Ikke en fjer bedre er en fabel, der som hovedhandling har et krimimysterium, og bøgerne om Benny og Brian ( Benny og Brian med ketchup og sennep (1993) og Benny og Brian møder Den Sorte Julemand (1996)) har fantastiske indslag, men er dog primært humoristiske. De kom fra Blodsumpen 2 er en såkaldt »cineroman«, dvs. en historie baseret på en ikke-eksisterende spillefilm. Bogen er en parodi på horrorgenren og har primært til funktion at være morsom.
Det kan således være vanskeligt at sætte Dennis’ bøger i bås, men overordnet må man konstatere, at det særligt er det fantastiske der trækker i forfatteren. Som Dennis siger: ”Jeg foretrækker helt klart at lave historier som er overnaturlige eller fantastiske. De må gerne foregå inden for en socialrealistisk ramme, men der gemmer sig som regel noget mere »bag gardinerne«.”
Det er især horrorgenren, Dennis holder af, og to af hans største forbilleder er da også bedst kendt for deres skrækhistorier: amerikanerne Edgar Allan Poe og Stephen King. Desuden siger Dennis, at han tror at ”vi alle sammen er fascineret af det skræmmende og ukendte. Jeg skal ikke forsøge at give en psykologisk forklaring på det, men jeg ved, at hvis jeg stopper 100 tilfældige mennesker på Strøget og siger: ”Pssst! Du! Ska’ jeg fortælle dig den mest ulækre og uhyggelige historie du nogensinde kommer til at høre i hele dit liv?” så vil 98-99 ud af de 100 trække mig ind i den nærmeste port og sige: ”Kom med den! Nu! ”