For opgaveskrivende

Hvis du skal skrive opgave om Dennis, er der nok at tage fat på. Som nævnt er især de fantastiske genrer meget taknemmelige at arbejde med, idet genrerne er oplagte at læse på flere planer.

Her følger nogle forslag til emner for arbejde med et udvalg af Dennis’ bøger. Bemærk at det kun er idéer til inspiration; forslagene er næppe fyldestgørende til en problemformulering.

”Forholdet mellem menneske og maskine”.
Hvordan præsenteres forholdet mellem menneske og maskine i Et Grimm’t eventyr ? I romanens fremtidssamfund åbner maskiner/teknologi for forskellige muligheder, men er disse muligheder godartede eller ondartede?

”Humor”.
Undersøg hvilken rolle humoren spiller i Dennis’ bøger. Diskuter fx hvordan humoren bruges til at gøre alvorlige emner »spiselige«, fx temaet identitet i Er du blød, mand?

”Ondskabens karakter”.
Lav en analyse af ”det onde” i Relief, herunder en nærlæsning af forholdet mellem Melvin Bark og Reliefdæmonen. Hvad er det onde, hvor kommer det fra, og hvorfor kommer det?

”Reference/inspiration”.
Dennis refererer ofte til andre forfattere i sine bøger. Hvilken betydning kan Edgar Allan Poe have haft for Jord i hovedet? Eller hvordan kan Stephen Kings It (Det Onde) tænkes at have inspireret Relief? Eller hvilke problemstillinger fra filmen Blade Runner tages op i Maskiner sanser ikke hud?

”Spænding”.
Undersøg hvordan spænding og forventning opbygges, fx i monsterhistorien Tingen i cellen, hvor monsteret stort set ikke »vises«. Hvad er det ved Dennis’ måde at fortælle historien på, som gør den spændende? Hvorfor er den uhyggelig?

”Science fiction som samfundskritik”.
Hvilke aspekter af samfundet kritiseres i Kadavermarch? Hvorfor opstår zombieplagen; hvis skyld er det? Eller hvilke tendenser i samfundet kritiseres i Djævelens Hule – siger romanen noget om Dennis’ holdninger?

”Virkelighedsforskydelse”.
Undersøg de forskellige virkeligheds- og betydningsplaner i Monsteret i kælderen – hvad sker der egentlig i historien? Hvori består ondskaben?

”Fantasy & symbolik”.
Er fantasy ren virkelighedsflugt, eller fortæller fx Dystopia noget om »livet«? Hvilke problemstillinger præsenteres i bogen, og er de relevante for os?

”Horror som allegori”.
Uhyret i brønden handler umiddelbart (eller »på overfladen«) om en heks og en forbandelse. Men handler den også om noget andet – er den overnaturlige ondskab symbolsk for fx negative følelser som jalousi?

”Tekst og undertekst”.
Evighedens Port er en spændende fantasy/science fiction-historie, men den handler også om Mirandas udvikling fra pige til kvinde. Hvordan symboliseres denne overgang? Hvilken betydning har hullerne mellem vores verden og de andre dimensioner – og hvad symboliserer Nomaerne?