Jonas Eika er født i Aarhus i 1991 og bor i dag i København. Han har gået på Forfatterskolen, som han dimitterede fra i 2015.
Inspirationen til sin debutroman ”Lageret Huset Marie” fra 2015 fik Jonas Eika som ansat i en lagerhal i månederne op til en vandretur på El Camino de Santiago. Paradoksalt nok var det ikke pilgrimsruten, der ellers er kendt for at kalde på eftertanke, men opsparingsperioden i en lagerhal, der gav ham stoffet til store dele af debutromanen. Miljøet på en maskinel arbejdsplads med fokus på bundlinje, frokostpausesnak på tid og indblikket i en topautomatiseret verden af beton, stål og digitalisering viste sig at blive vigtige baggrundserfaringer for Jonas Eika.
I et interview i forbindelse med udgivelsen får vi at vide, at ”han læser selv lige så gerne science fiction og mener grundlæggende, at alle former for litteratur kan sige noget væsentligt om den verden, vi lever i” (Lars Henriksen: Ny roman går helt tæt. Kristeligt Dagblad, 2015-08-19). Når han derfor vælger at skrive en socialrealistisk roman om blandt andet maskinerne i en lagerhals indvirkning på en række menneskers liv, skal det ikke forstås som en sværgen til socialrealisme, men snarere som et udtryk for et ståsted i tilværelsen, han selv tidligere har formuleret sådan her: ”Jeg har ikke lyst til at afskrive ideen om solidaritet eller sammenhold.” (David Jacobsen Turner: Man får pap i porerne. JP Finans, 2015-08-15). Omkring sin egen rolle og identitet som forfatter mener Jonas Eika, at den, der deltager altid har mere ret end den, der betragter: ”der er altid en afstand mellem analysen og den kropslige virkelighed. Den bevidsthed er vigtig for mig, både ude i verden, og når jeg skriver.” (David Jacobsen Turner: Man får pap i porerne. JP Finans, 2015-08-15).
Den 29. oktober 2019 modtog Jonas Eika Nordisk Råds Litteraturpris for ”Efter Solen”. Novellesamlingen består af passager ind i en dysfunktionel verden, som er anderledes, men stadig genkendelig. I begrundelsen for valget lød det blandt andet, at ”Efter Solen” viser, at litteratur kan andet og mere end at spejle det, vi allerede kender til.
Jonas Eikas takketale var også anderledes. Hvor han i sine noveller forvrænger den verden, vi kender, var han på talerstolen meget konkret og direkte i sin kritik af det eksisterende politiske system: ”I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme”, var blandt de vendinger, han brugte i sin kritik af statsminister Mette Frederiksen og den regering, hun står i spidsen for.
Takketalen fik en blandet modtagelse. Forfatter og meningsdanner Carsten Jensen roste i Politiken Jonas Eika for hans mod: ”Hvis jeg havde en pris at uddele for en klar og modig tale, så ville jeg give den til Jonas Eika,” hvor minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S) udtrykte sin uenighed med ham i, at den danske regering fører en racistisk politik, men i samme avis understregede, at ”der skal være plads til at forfattere har politiske holdninger.” (Svend Helms Skov: Efter anklage om ”statsracisme”: Jonas Eika vil give prispenge til kamp for afviste asylansøgere. Politiken, 2019-11-02).
Med prisen følger 350.000 kroner, som Jonas Eika ifølge et opslag på Facebook vil omfordele, så de går til ”kampen for at få lukket udrejsecentrene”, som han skriver: ”Eftersom flere medier har offentliggjort artikler om, hvad der skal ske med pengene fra Nordisk Råds litteraturpris, virker det nødvendigt at sige: De skal omfordeles. De skal ikke “doneres” eller “gives.” Det er ikke et moralsk eller humanitært spørgsmål, men et politisk og praktisk spørgsmål. En stor del af pengene kommer med al sandsynlighed til at gå til kampen for at få lukket udrejsecentrene, det vil sige: at få afskaffet lejrsystemet, detentionssystemet, deportationssystemet. (At sikre en form for social og økonomisk støtte til de mennesker, der i udrejsecentrene bliver frarøvet de mest grundlæggende rettigheder, den mest basale selvbestemmelse, er selvfølgelig også en del af den kamp.) Men beslutningen om den præcise omfordeling er ikke min alene; min plan er, at den skal træffes i fællesskab, af personer som er en aktiv del af forskellige antikapitalistiske og antiracistiske kampe.” (Jonas Eika. Facebook, 2019-11-03).