Efter Solen

Citat
”Vores afhængighed var et adelsmærke, et tegn på en grundlæggende svaghed og afmagt som vi måtte acceptere for at lade Gud udrette det i os som vi ikke selv var i stand til.”

”Efter Solen”, s. 106.

Jonas Eikas anden udgivelse, ”Efter Solen” fra 2018, er en samling noveller, der kredser om tabet af nærvær og fællesskab. I den første novelle møder vi Alvin, der i sorg over en forlist mulighed for at danne familie søger venskab hos en fremmed. I bogens anden novelle introduceres vi for den 15-årige hovedperson, der bliver ansat som beach boy på stranden i Cancún, Mexico. Det står hurtigt klart, at beach boy er en anden betegnelse for prostitueret – i en verden, der er genkendelig. Og så alligevel ikke helt. Et venskab med drengen Immanuel udvikler sig til et kærlighedsforhold – og igennem længslen efter en tilværelse, hvor to mennesker kan vælge hinanden til, illustreres en grundlæggende håbløshed og ensomhed.

I ’Rachel, Nevada’ møder vi ensomheden i form af sorg. Rachel og Antonio har mistet deres tvillingedøtre, og hvor Rachel forsøger at holde fast og forbinde sig med verdenen omkring dem, føler Antonio ikke, at han har mere at gøre her på jorden.

54072813

Dueligheden i forhold til det at arbejde, som er et tema i hele forfatterskabet, illustreres i novellen ’Mig, Rory og Aurora’, hvor langtidsledige og misbrugere sendes i arbejde på fabrikker for at optjene timer til refleksion – i en by, der minder om London: ”At blive afvænnet handler om at genfinde sin funktionsdygtighed, dagligt lære sig selv, at man duede til noget.” (s. 104). Hvor jeg’et Casey bevæger sig formålsløst rundt efter Aurora, som han er forelsket i, er den gravide Aurora mere optaget af at hjælpe hjemløse og få sit liv med Rory til at fungere.

I ’Bad Mexican Dog’ er vi tilbage på den mexicanske strand, hvor beach boys arbejder for at tilfredsstille strandens gæster. Immanuel bliver købt, og jeg’et efterlades ulykkelig og alene tilbage i en sol, der kun stikker. Liggestole og parasoller bliver symbolet på menneskeligt forfald, forkælelse og fravær af funktion. Da de sidste beach boys stikker af, vender de parasollerne om og sætter sig overskrævs på dem, imens de glider syngende til havs – og det opleves i al sin absurditet som et spinkelt håb: ”Para-sol, para-sol, sådan var vores bøn: en udsendelse af lydbølger på den rette frekvens, bølger der satte det levende vand i svingninger.” (s. 159).