Debutromanen er til dels en samfundskritisk arbejderroman, der tager arbejdsrelaterede tematikker op som automatisering og fremmedgørelse. Maskinens relation til mennesket beskrives med afstandtagen og skepsis: ”Mine øjne blev suget ind i linsen; i nogle sekunder så jeg mig selv i en kugleformet optik, så lille og dum inde i et transparent æg, og gled så tilbage i hallen igen.” (s. 9). Romanen tager med sin samfundskritiske stemme på mange måder tråden op fra den politiske 1970'er-litteratur, hvor fokus fjernede sig fra det individuelle og nære til det fælles og samfundsrelaterede. Og så alligevel. Romanens hovedperson Elias er ikke drevet af 70’ernes idealisme, men driver rundt mellem sine tre fikspunkter i tilværelsen: Lageret, Huset og Marie i nutidens mere frie fald.
Romanen er til dels også en klassisk dannelsesroman. Elias gennemgår både som menneske og samfundsborger en erkendelsesproces med hjælp fra kæresten Marie, der udfordrer ham med en ind imellem grænsesøgende opførsel. Men også med sin definition af arbejdslivet som værende betydningsfuld for dannelsen af identitet: ”Det kan godt være, jeg nogle gange er ked af at give dem fra mig, men taknemmeligheden over arbejdet, hele dets mening, ligger netop deri: intimiteten og fortroligheden med tingene.” (s. 98). Den fortrolighed med ”stoffet” får Elias aldrig på lageret, og det bliver et stigende problem for ham, som romanen skrider frem. Som forfatteren selv udtrykker det, er det svært at finde mening i en proces, der forbliver uændret: ”Man arbejder ikke hen imod noget, og der er ikke noget resultat, man bliver bare afløst af morgenholdet, og så kører distributionen videre.” (Lars Henriksen: Ny roman går helt tæt. Kristeligt Dagblad, 2015-08-19). Det er ikke så meget søgen efter mening, der er en underliggende tematik i romanen, som det er meningsløsheden som sådan. Elias søger ikke umiddelbart svar, han pendler, og det er adskillelsen, der får hans liv til at hænge sammen. Indtil det ikke gør mere, og han bogstaveligt talt falder udmattet om i armene på en pige, han har forsøgt at løbe fra.
Novellerne i ”Efter Solen” bevæger sig i grænselandet mellem realisme og dyster fremtidsutopi. Sci-fi genren kommer til udtryk i fantasier og virkelighed, der bevæger sin ind og ud af hinanden i en vedvarende optagethed af kropslige væsker og elektroniske komponenter.
Som det også var tilfældet i Jonas Eikas debut, tematiserer novellerne menneskets forhold til det at arbejde. Bevægelserne, automatiseringen og de erfaringer, der lagrer sig i kroppen – og i en fælles hukommelse fra generation til generation: ”Som datter af, og senere gift med, en minearbejder behandlede hun på de fleste af sine albums erfaringen af et liv i bevægelse mellem kortvarigt aktive minedrifter.” (s. 82). Nært beslægtet med ovenstående tema omhandler novellerne også konsekvenserne af et fragmenteret liv, hvor sammenhængskraften er udfordret. Som Casey, der eksplicit fragmentarisk svejser chipplader og elektronikdele sammen, der resulterer i en række delkomponenter.