Musikken sluttede, og de vendte tilbage til deres bord, hvis enlige, men ophøjede gæst rejste sig og sendte hver af dem et smil så indsmigrende at det var som om han trykkede dem i hånden og lykønskede dem med en strålende indsats.
“Blockhead vil aldrig danse! Jeg tror han har træben,” bemærkede Gloria til hele bordet. Det gav et sæt i de tre unge mænd, og den omtalte herre krympede sig kendeligt.”
Egentlig venter hovedpersonen i F. Scott Fitzgeralds anden roman “The Beautiful and Damned” fra 1922 (“De smukke og fortabte”, 2007) vel bare på, at hans hovedrige farfar dør, så han kan arve hans fyrre millioner dollars. Anthonys forældre er for længst døde. Han har gået på Harvard, henslæbt tre år i Rom og bor nu i en behagelig lejlighed på 52. gade i New York, har en engelsk tjener, overvejer at skrive en bog om renæssancetidens paver, hænger ud med sine venner, dovner, keder sig og kysser lidt med en veninde. Han har taget ironien på sig som attitude og flirter med meningsløsheden som undskyldning for intet at lave.
“I 1913, da Anthony Patch var femogtyve år, var der allerede gået to år siden ironien, den nyere tids Helligånd, i hvert fald teoretisk var kommet over ham.”, lyder det i romanens første sætning og lidt længere fremme: “Hvis jeg inderst inde er svag, har jeg brug for arbejde, brug for arbejde, tænkte han. Det bekymrede ham at tænke at han, alt i alt, var en overfladisk middelmådighed uden hverken Maurys værdighed eller Dicks begejstring. Det virkede som en tragedie ingenting at ønske – og dog ønskede han noget, noget. Han vidste i glimt hvad det var – en vej fuld af håb der kunne lede ham frem mod det han opfattede som en truende og ildevarslende alderdom.” (side 58).
29890692
En dag møder han den unge, privilegerede skønhed fra Midtvesten – Gloria – og forelsker sig. Hun trækker ham lidt rundt i manegen, inden hun endelig overgiver sig til hans udmærkede udseende og lyse økonomiske fremtidsudsigter. De bliver gift, rejser rundt i USA på bryllupsrejse, opdager gode og dårlige sider af hinanden og slår sig ned i en lejet villa i Connecticut. Anthony har en ide om, at han skal prøve sig af som forfatter, men det meste af tiden går med at drikke og feste. Om vinteren flytter de ind til New York. De har svært ved at få pengene til at slå til. Alligevel lejer de huset i Connecticut en gang til og tilbringer en ny sommer med at drikke og feste. Anthonys affældige farfar dukker uanmeldt op under en vild selskabsleg, og så er katastrofen en realitet. Den gamle Adam Patch er puritaner og afholdsmand og går igen uden et ord. Han dør kort efter og efterlader sine 40 millioner dollars til godgørende formål. Anthony indleder en retssag for at få testamentet omstødt. Det trækker ud i årevis. Hans penge begynder at slippe op. De flytter til dårligere og dårligere lejligheder. Han bliver mere og mere opløst i druk. Da han vinder retssagen og får sine penge, er han i realiteten en bums. Han og Gloria rejser med båd til Europa. Ud fra sladderen på dækket forstår vi, at han har mistet sin forstand, og at hun virker “uren”, selv om hun er i en dyr zobelpels. Ironien er til at tage at føle på. I løbet af bogens godt firehundrede sider har de to narcissuser kigget i flere spejle, end der var på en firsercafe. Anthony, som havde lagt sig efter tidens nye Helligånd, ironien, er blevet offer for skæbnens ironi. Man kan høre vanviddet synge i hans afsluttende betragtninger: “Kun få måneder tidligere havde folk indtrængende opfordret ham til at opgive kampen og bøje sig for middelmådigheden, at gå på arbejde. Men han havde vidst at han havde haft ret i sin levevis – og han havde stålsat holdt fast ved den.” (side 425).