Vildt liv

Citat
””Det var en god idé,” sagde min far. Han så på mig og smilede en gang til. ”Det er et vildt liv, knægt, hvad?” sagde han.
”Han ved ikke, hvad der er vildt, og hvad der ikke er det.” Min mor sagde det surt, som for at irettesætte ham, og uden sympati. Hun rejste sig og blev stående bag sofabordet med de to spil kort. Hun ventede på, at vi skulle gå.”
”Vildt liv”, s. 163.

Wildlife” fra 1990 (”Vildt liv”, 1990) er Richard Fords fjerde roman, men den første, der er oversat til dansk (Fords tredje roman ”Sportsjournalisten” blev først oversat og udgivet i 1995 i Danmark). Som det gælder for de fleste af Fords romaner, fortælles den af en mandlig jeg-fortæller, i dette tilfælde Joe Brinson. Han er 16 år, mens begivenhederne finder sted, men han fortæller historien på afstand som voksen mand.

Romanen foregår i Great Falls i Montana, hvor Joe lige er flyttet til med sine forældre. Familien flytter meget styret af farens job, og man fornemmer tydeligt rodløsheden især hos moren. Joes far er et naturtalent til golf, og han ernærer sig ved at undervise i sporten. Han har en ukuelig tro på, at han nok skal ende med at blive rig en dag, og det er den drøm, familien lever efter. Men efter uretmæssigt at være blevet anklaget for tyveri i golfklubben og derfor opsagt, tager han op i bjergene omkring byen for at hjælpe med at slukke en skovbrand, der har raset i flere uger.

Men det er ikke kun i skovene, det brænder. Det ulmer også under overfladen i familien. Joes mor, der både er lærerinde og livredder, er ikke lykkelig. Hun føler. livet burde rumme mere. I farens fravær kaster hun sig ud i et eventyr med lillebyens rigmand Warren Miller. Joe bliver utroskabens passive tilskuer. Fra sin voyeuristiske position overværer han morens kødelige eskapader, hvilket får ham til at føle sig ansvarlig for hændelserne. Det hele ender med, at moren flytter – ikke sammen med Warren – men for sig selv. Efter et par år vender hun tilbage, og forældrene lever derefter sammen i mange år. Men på det tidspunkt er jeg-fortælleren blevet voksen og flyttet hjemmefra.

Fords hverdagsrealisme fremstilles i en nøgtern og fåmælt stil, der bæres af korte, præcise dialoger. Romanens minimalistiske stil harmonerer godt med hovedpersonens følelsesmæssige distancerede gengivelse af trekantsdramaet.

”Vildt liv” er en fortælling om en familie i krise. Det er også fortællingen om en pubertetsdreng, der bliver voksen og taber sin uskyld.