Amerika er et dårligt land for guder. De gamle guder, fra Norden, Egypten, Indien og resten af verden, blev bragt med til de nye land af immigranter og lever videre i Neil Gaimans roman ”American Gods” fra 2001 (”Amerikanske Guder”, 2013). Også i vores nutid, hvor de næsten er glemt. Nu, hvor kun få mennesker tror på dem, ældes de og bliver afdankede og svage. De må vige pladsen for de nye, for fjernsynet, finanskapitalen og teknologiens guder.
Romanen følger Shadow, en stor, stille mand, der har siddet tre år i fængsel. To dage inden hans planlagte løsladelse får han besked om, at hans elskede kone Laura er død i en trafikulykke. På vej hjem til begravelsen opsøges han af den mystiske Mr. Wednesday, der hyrer Shadow til sin personlige body guard og stik i rend dreng.
Mr. Wednesday, som også bærer navnene Alfaderen og Odin, ernærer sig ved at svindle og bedrage. Sammen kører Wednesday og Shadow gennem USA for at opsøge og forene de gamle guder, for Amerikas nye guder truer med at gå i krig mod de gamle. De møder egyptiske Mr. Ibis og Jaquel, der nu er bedemænd, gamle spåkoner fra Østeuropa, en irsk alkoholiseret leprechaun og mange flere.
50922065
Romanens fortælling om Shadow og gudernes kamp afbrydes af små mellemspil, gamle fortællinger om gudernes og menneskenes rejse til Amerika, om slaverne, de deporterede fanger, de tidligste amerikanere og vikingerne. Stilen er detaljerig og til tider anekdotisk, idet romanen indlemmer skrøner og historier fra de steder, som Shadow og Mr. Wednesday besøger. Der er en forkærlighed i teksten for de brogede og nostalgiske turistfælder på en afkørsel fra motorvejen, for røverhistorier og små søvnige byer i midtvesten.
Forskellige mytologier væves sammen, og klassiske motiver udspilles oven på hinanden med Shadow som den centrale person. Gennem bogen henter hans historie træk fra figurer som græske Orfeus, nordiske Balder og kristne Jesus. Alt sammen fortalt i en ramme af USA's egen fiktionsform – historien om et roadtrip. Amerika har været befolket af immigranter i mange hundreder år nu, og Gaiman arbejder i ”Amerikanske Guder” ud fra en idé om, at landet er troløst mod de enkelte religioner. Det er et sted, hvor myterne ikke længere kan adskilles, hvor gamle og nye fortællinger vokser sammen i de mennesker, som bor der nu.