Neil Gaiman skriver umiskendeligt fantasy, og som i meget fantasylitteratur rummer hans romaner ofte to verdener, en skjult magisk verden og den verden, vi kender. Den magiske verden er beboet af dem eller det, der er udgrænset fra menneskenes verdensforståelse, som i ”Stjernestøv”, hvor der står om landet Fergie: ”Men Fergie er større end England, ligesom det er større end verden (for lige siden tidernes morgen har hvert eneste land, som er blevet tvunget bort fra landkortene af opdagelsesrejsende og tapre mænd, der er draget ud og har bevist, at det ikke eksisterede, søgt tilflugt i Fergie (...).” (s. 56-577).
Overtroen, magien, religionen eller samfundets randeksistenser presses ud af landkortene og det videnskabelige verdensbillede, men fordi det alt sammen har en lige konkret eksistens i Gaimans univers, stopper det ikke bare med at findes, men lever skjult videre, under jorden eller bag mure. Netop fordi de magiske universer tit rummer alt det, der er blevet udgrænset fra det vi kalder virkeligheden, er det ikke altid særligt skønne eller behagelige steder at opholde sig. Især i de af romanerne, der foregår i moderne tid, er de magiske verdener forfaldne, væsnerne som befolker dem er for det meste afdankede og voldelige.
Formen i Gaimans romaner læner sig op ad de klassiske eventyrfortællinger – vores hovedperson sendes væk fra sin hverdag, i verden som vi kender den, til fremmede steder, hvor han møder fremmede væsner og fænomener. Men i stedet for, som i de gamle eventyr, at vende voksen hjem fra deres rejser, betages hovedpersonerne tit så meget af de magiske universer, at de i sidste ende vælger at blive der. At det magiske, myterne og historien er noget farligt men også fascinerende, er karakteristisk for Gaiman.
Romanerne benytter sig ofte af synsvinkelskift og har små mellemspil eller ekskurser. Gaiman arbejder som sagt med eventyrformen, men bryder den samtidig op ved at blive ved med at fylde mere og mere stof på sine fortællinger, lade sine hovedpersoner udspille ikke ét men adskillige mytemotiver, der væver sig ind i hinanden. Romanerne arbejder ud fra den antagelse, at vi i den moderne verden ikke længere bekender os til én enkelt fortælling om verden, en enkelt myte eller tro, men har mange forskellige historier, religioner og videnskaber, der forklarer verdens og livets sammenhæng. Historien og tiden vokser ikke frem i en lige linje, den bliver bare et større og større indviklet net af fortællinger og materiale. Fortiden findes konkret i nutiden som gamle guder, som tunnellerne under Londons gader, som historier, man fortæller sine børn.