“Gabo”, som er det kælenavn Colombias nationalskjald i daglig tale går under, blev født den 6. marts 1927 og voksede op i sine bedsteforældres hjem i landsbyen Aracataca. Barndomshjemmet og dets mange beboere – huset var fyldt med tanter, der fortalte den lille Gabo ammestuehistorier om spøgelser og alskens overtro, – har sat afgørende og vedvarende spor i forfatterens bevidsthed og har fundet vej videre ind i forfatterskabets overdådig
Som 8-årig forlod Márquez bedsteforældrenes hus og flyttede hjem til sine forældre. I skolen gik han for at være den stille dreng, der lavede tegneserier og skrev humoristiske digte. Den unge Márquez startede i 1946 et jurastudie på universitetet i Bogotá. Det var i denne periode forfatteren mødte den 13-årige pige, Mercedes, med hvem han 14 år senere giftede sig, og som han den dag i dag stadig lever sammen med.
Jurastudierne blev dog aldrig færdiggjort, og den unge studerende havde også allerede fået et ry som forfatter. Den egentlige kickstart blev ifølge forfatteren selv mødet med Franz Kafkas novelle “Forvandlingen”. “Det var sådan, min bedstemor plejede at fortælle historier”, har Márquez sagt om Kafkas novelle, “at fortælle om de utroligste ting, men med et helt naturligt toneleje.”
Den nyopdagede skønlitterære verden og de gryende forfatterambitioner betød dog ikke en tilbagetrækning til elfenbenstårnets kontemplative ro, for med mordet på den unge, liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán, en veritabel folkehelt blandt Colombias bønder og fattige, eksploderede landets politiske spændinger i 1948 i et uhyggeligt voldsorgie med guerillakrig og terror fra begge de politiske fløje. Det blev indledningen til et yderst dunkelt kapitel i den colombianske historie, som i 1953 havde kostet over 150.000 mennesker livet, og som går under det uhyggeligt sigende navn ‘La violencia’.
Det var i denne periode, at Márquez i første omgang valgte livet som forfatter. Han flyttede til byen Barranquilla ved Colombias caribiske kyst og blev en del af el grupo del Barranquilla, en kreds af unge, håbefulde journalister og forfatterspirer. Her fortærede “Gabo”, som så mange af denne generation af latinamerikanske forfattere sultent den modernistiske kanon: Ernest Hemingway, James Joyce, Virginia Woolf og ikke mindst William Faulkner. Om tiden som ung journalist og forfatter kan man læse i Márquez dragende erindringsbog “At leve for at fortælle” fra 2002.
I 1955 var Márquez tilbage i Bogotá og arbejdede som journalist for den liberale avis El Espectador. Her førte han pennen i en journalistisk historie, der kastede et meget dårligt lys på det daværende regime ledet af diktatoren Carlos Rojas Pinilla, og ængstelig for repressalierne sendte avisen den unge Márquez til Europa. Gabo var en tid i Rom og rejste senere rundt i Østeuropa, hvor han fik indblik i den socialistiske verden, han allerede i Colombia havde udviklet en klar sympati for. Hans første roman “Hvirvelstorm” udkom i denne periode. Márquez rejste i 1957 til Venezuela, hvor han blev gift, og siden til Cuba, hvor han dækkede Castros revolution. Her lagdes fundamentet for forfatterens venskab med den cubanske revolutionære Fidel Castro, et venskab der har været intakt lige siden.
Skuffet og desillusioneret over de mere skyggefulde sider af den cubanske revolution endte Márquez med sin familie i Mexico, hvor forfattervirket for alvor begyndte at tage fat.