I 1982 fik Márquez definitivt blåstemplet vigtigheden af sit forfatterskab, da han blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Den svenske hæderspris tilkom den colombianske forfatter, som det lød fra nobelkomiteen: “for his novels and short stories, in which the fantastic and the realistic are combined in a richly composed world of imagination, reflecting a continent's life and conflicts”.
Ved overrækkelsen af denne ære- og prestigefulde pris understregede den colombianske forfatter i sin tale det element af social forpligtelse og humanisme, der også med tydelighed udgår fra hans forfatterskab, da han blandt andet sagde, at han fortsat bærer troen på, ”en ny og rensende livets utopi, hvor ingen kan bestemme, hvordan andres liv skal ende, hvor kærligheden vil være sandfærdig og lykken mulig og hvor racer fordømt til hundrede års ensomhed endeligt og for altid vil få endnu en chance på denne planet.”