En film er et kunstværk baseret på levende billeder. Teknikken består i at vise en række billeder efter hinanden så hurtigt, at det skaber en illusion om bevægelse. Spillefilm består typisk af et narrativt forløb, hvor en gruppe af karakterer har en konflikt eller oplever noget, der ændrer deres indre eller ydre forhold. Dramaturgisk opereres ofte med et hovedplot, sideplot og plotpunkter, hvorfra historien ændrer sig i en uforudsigelig og uigenkaldelig retning. Filmen kan via klipningen vinkle fokus og skifte mellem tid og sted.
Filmgenren er en meget bred genre, der i de lidt over hundrede år, den har eksisteret, har udviklet sig hurtigt og i mange retninger. I slutningen af 1800-tallet gjorde forskellige opfindere diverse forsøg med kameraer, kinematografer og kinetoskoper, men man daterer ofte filmmediets begyndelse til den 28. december 1895, da de franske brødre Louis og Auguste Lumière fremviste en filmsekvens af en gruppe fabriksarbejdere, der forlader deres arbejde i Paris. Den første filmfremvisning i Danmark fandt sted i 1896. Allerede året efter lavede Peter Elfelt de første danskproducerede film, bl.a. stumfilmen ”Kørsel med grønlandske Hunde”, og den første danske biograf åbnede i 1904. ”Løvejagten” (1907) var den første danske film, der havde en handling. Den var produceret af Nordisk Film, der stadig er et af Danmarks vigtigste filmselskaber.
I 1928 fik instruktøren Carl Theodor Dreyers (1889-1968) kontroversielle stumfilm ”Jeanne d’Arcs lidelse og død” premiere. Dreyer provokerede med sit stilistiske filmsprog, dvs. hans valg af billedbeskæringer, kameravinkling, lyssætning mm. Hans tolkning af historien om den kvindelige kætter stemte ikke overens med den franske kirkes billede af Jeanne d’Arc som en heroisk martyr, og Dreyers nærbilleder af ansigtet, da hun brændes på bålet, konfronterede seeren med hendes lidelse. Kort tid efter blev både tonefilmen og farvefilmen opfundet, så det nu blev muligt at imitere virkeligheden endnu mere end tidligere. Spillefilmen var en populær underholdningsgenre, hvis tilgængelighed blev udvidet fra biografen til fjernsynet og senere med videofilmen, DVD’er og streamingtjenester også til folks hjem. Blandt de helt store folkelige succeser var Erik Ballings komedieserie om det kriminelle trekløver Olsen-Banden, der i fjorten film fra 1968-1998 prøvede at begå det ene mere opfindsomme indbrud efter det andet. I nyere tid har dansk film især gjort sig bemærket via filmselskabet Zentropa og deres gruppe af instruktører, som i 1995 opsatte ti såkaldte dogmeregler for indspilning af film, herunder bl.a. at kameraet skulle være håndholdt. ”Festen” (1998) af Thomas Vinterberg blev den første film, der fulgte disse regler, og er historien om en familie, der mødes til farens 60-års fødselsdag. Den ældste søn vælger denne lejlighed til at afsløre, at faren i flere år overgreb sig seksuelt på ham og hans afdøde tvillingesøster.
Film kategoriseres ofte i forhold til miljø, stemning og format. Disse kategorier kan kombineres på mange måder, eksempelvis er børnefilmen ”Bennys badekar” (1971) om forstadsdrengen, der keder sig, fanger en haletudse og sammen med den svømmer ned i den fantasiverden, der gemmer sig under afløbsristen, både et socialrealistisk eventyr, en musical og en tegnefilm. Omkring årtusindeskiftet har den digitale udvikling bl.a. medført, at film også kan ses i 3D, samt at mange kan optage film med deres mobiltelefoner. På internetsiden www.youtube.com oploades der hvert minut 100 timers video, hvilket både inkluderer de ældste filmoptagelser, klassiske spillefilm og brugernes private hjemmevideoer.
Dokumentarfilm har ikke som spillefilm et manuskript, men bruger i stedet filmmediet til at skildre personer, hændelser eller omstændigheder autentisk. Det kan dog diskuteres, hvor meget dokumentarfilmen er en neutral gengivelse af virkeligheden eller ren fiktion. Eksempelvis skabte filmen ”Armadillo” (2010) om de danske soldater i Afghanistan stor debat, da den med sit fokus på et par udvalgte, unge udsendte fortalte en chokerende, men også begrænset og redigeret, fortælling om krigen.
Kilder:
Primærfilm
Armadillo. Fridthjof film, 2010.
Bennys badekar. Flasco film, 1971.
Jeanne d’Arcs lidelse og død. Alliance Cinématographique Européenne, 1928.
Løvejagten. Nordisk film, 1907.
Olsen-Banden. Nordisk film, 2012. bibliotek.dk
Sekundærlitteratur og film
Bondebjerg, Ib: Filmen og det moderne - filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972. Gyldendal, 2005. bibliotek.dk
Hansen, Per Helmer: Postmoderne film. Frydenlund, 2014. bibliotek.dk
Schepelern, Peter (red.): 100 års dansk film. Rosinante, 2001. bibliotek.dk
Hjemmesider
Filmmagasinet Ekko