Daniel Glattauer har indtil videre navnlig markeret sig inden for den nutidige pendant til brevromangenren: mailromanen, hvor handlingsforløbet er lagt ind i e-mails fra forskellige afsendere. Forfatteren bruger dette greb i ”God mod nordenvind” såvel som i opfølgeren ”Alle sieben Wellen”, hvor han vender tilbage til karaktererne Emmi og Leo. For Glattauer er styrken ved e-mailen sammenlignet med brevet, at hans figurer kan svare hinanden i løbet af få sekunder. Således bliver den følelsesmæssige udveksling mere direkte ifølge forfatteren. Og han afviser, at en kommunikationsform skabt til nettet står i modsætning til en gennemarbejdet fremstilling:
”Vi forbinder e-mails med kommerciel, hurtig, flygtig, verbalt sjusket tekst. Men det behøver ikke at være sådan. Du kan også skrive e-mails, der er krævende i litterær forstand, ikke blot breve.” (Johan Vardrup: interview med forfatteren, 2011-09-26.)
Samtidig har han grænser for, hvor meget han ønsker at udfordre på det sproglige plan. ”Jeg har selv stor respekt for kloge bøger, men som forfatter og læser foretrækker jeg en let læsbar stil,” har han sagt i et interview til avisen Wiener Zeitung. (Irene Prugger og Gerald Schmickl: ”Ich habe einen Drang zum Happy-End”. Wiener Zeitung, 2010-09-10).
Den vittige - ind i mellem sarkastiske og rørende - men absolut tilgængelige Glattauer, som danske læsere stifter bekendtskab med i ”God mod nordenvind” mener, at han i sin fiktion fortsætter en tone, han etablerede, da han var journalist og skrev klummer.
Han har nået et stort publikum ved at skildre tiltrækningen mellem kønnene, og over for Wiener Zeitung har han udtrykt, at relationer altid vil være et grundtema i hans udgivelser. Han er optaget af at sætte sig i andre individers sted, hvilket han anser for at være en forfatters hovedopgave. Den kvindelige hovedperson Emmi fra ”God mod nordenvind” skrev han eksempelvis frem ved at trække på inspiration fra sit eget sociale netværk. ”Hun er produktet af flere kvinder i min bekendtskabskreds, som er meget tætte på mig, og jeg har opmærksomt studeret deres egenskaber og træk i det virkelige liv.” (Johan Vardrup: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2011-09-26).
Til avisen Süddeutsche Zeitung har han præciseret, at Emmi i hvert fald indeholder 20 virkelige personer tilsat ”et par egenskaber” fra ham selv.