Thorkild Hansen kom frem sammen med efterkrigstidens modernister i dansk litteratur, men han spillede alligevel på sin helt egen bane i sit i Danmark meget særegne forfatterskab.
Han voksede op i det ”fattigfine” Virum i mellemkrigstiden. Den københavnske forstad kunne dog ikke tilfredsstille den kvikke unge mands kunstneriske aspirationer, så da han havde fået studenterhuen på hovedet, rejste Thorkild Hansen i 1945 som 18-årig til Paris for at udleve sin drøm om at leve som ægte boheme-kunstner i byernes by. Det skulle blive afgørende for hans gerning.
I Paris blev Thorkild understøttet af en rig fransk baron, som indvilgede i at være hans mæcen, men efter sigende har velynderen også haft en mere kødelig forkærlighed for unge mænd som Thorkild Hansen. Den unge forfatter kunne dog med rigmandens finanser i ryggen udleve drømmen om et sorgløst liv som kunstner i byens intellektuelle miljø. Han omgikkes de franske eksistentialistiske filosoffer, kunne koncentrere sig om skrivningen og viste sig som korrespondent for Ekstra Bladet at være en særdeles talentfuld skribent. Kort sagt dannedes den unge Thorkild Hansen i løbet af sine fem år i Paris, og kimen til forfatterskabet blev lagt med hans første udgivelse, en fagbog om digteren Jacob Paludan i 1947.
Thorkild Hansens levned rummer en påfuglehale af forskellige genrer. Han skrev dagbøger, reportager, essays, biografier og nåede også at udgive selvbiografien ”Søforhør” (1982), hvor han interviewer sig selv. Mest kendt er Hansen dog for sine episk drejede og biografisk udfordrende dokumentarromaner, som gav ham en bred læserskare.
Thorkild Hansen var hverken som forfatter eller person typen, der indordnede sig efter danske standarder og kun fløj så højt, som vingerne kunne bære. Verden var hans legeplads, og derfor var det egentlig ikke så upassende, at han endte sine dage i en kahyt ombord på et skib på rejse i det Caribiske Hav.