Der er et sandt historisk svung over Thorkild Hansens nærmest episke litteratur, hvilket gør ham til lidt af en ener blandt danske forfattere. Hansen leverer dramatisk litteratur, der ofte udspiller sig fjerne, eksotiske steder, hvilket er temmelig unikt blandt danske modernister fra efterkrigstiden. Her lod man ofte handlingerne udspille sig i samtiden og i danske omgivelser, så en social og psykologisk realisme kunne udspille sig så troværdigt som muligt. Den slags litteratur skrev Thorkild Hansen ikke. Han var ude på verdenshavene med kaptajner, guvernører, konger og andre store mandfolk.
I den forstand har Thorkild Hansen en vis lighed med Karen Blixen, der også lod sine fiktioner udspille sig i fjerne egne og med ”store” mænd som konger og kardinaler som hovedrolleindehavere. Men hvor verdensbilledet hos Blixen står fast – magthierarkiet hos Blixen er intakt og magthavere kan regne med deres position – er der hos Thorkild Hansen en helt anden og mere rå individualisme på spil. Hos Hansen kan personerne ikke længere tage deres position for givet. De er i høj grad i omstændighedernes vold, og mange falder fra magtens og anseelsens tinder – også selvom deres handlinger burde give dem anerkendelse.
Samtidig indskriver Thorkild Hansen sig i diskussionen om litteraten Poul Behrendts begreb om dobbeltkontrakten. Her udfordres grænsen mellem litteratur og virkelighed, da denne litteratur ofte er en form for fiktion, som alligevel tager sig ud som noget ikke-fiktivt. Som oftest falder selvbiografisk litteratur ind under dobbeltkontrakten, fordi forfatteren udleverer detaljer fra sit eget liv i en fiktiv form på en måde, som gør, at læseren kan forledes til at tro, at der er tale om virkelige beretninger. Under denne kategori finder man forfattere som Knud Romer, Peter Høeg og Suzanne Brøgger. Men Thorkild Hansen er mest berømt for sine historiske romaner, der ofte har karakter af at være biografier. Thorkild Hansens romaner finder sted i et krydsfelt mellem det fiktive og non-fiktive, og det gør forfatterskabet både inciterende og problematisk. Måske er Thorkild Hansen blot en journalist, der er rykket ind på historikernes territorium, og gør det, så få videnskabsmænd mestrer: Han vinkler og formidler sit stof.
Læsere med særlig interesse for danskernes fortid som slavehandlende bad guys i kolonierne kan med fordel også kaste sig over Kim Langers forfatterskab, der ligesom slavetrilogien sætter fokus på dette oversete kapitel i historien.