Thorkild Hansen satte med ”Det lykkelige Arabien” (1962) fokus på 200-året for videnskabsmanden Carsten Niebuhrs store rejse til Arabien fra 1761 til 1767. Romanen har om noget udbredt kendskabet til den videnskabelige færd, der skulle opsamle viden og kortlægge det sagnomspundne land, som man stort set intet vidste om i Niebuhrs samtid.
Den danske konge, Frederik d. 5, bliver sponsor for rejsen, som kommer til at bestå af en delegation af en tjener og fem videnskabsmænd, der med deres forskellige evner ved hjælp af empiriske studier kort og godt skulle indsamle så meget viden som muligt på rejsen, som strakte sig vidt omkring i Mellemøsten helt til Indien.
20605995
Men rejsen kommer ikke til forløbe som håbet. Delegationens deltagere har meget svært ved at finde fælles fodslag, og sygdomme og ulykker hagler ned over dem. De render på røvere, fjendtlige beduiner og de bliver endda ofre for jordskælv – to gange! Til sidst er Carsten Niebuhr den eneste overlevende, og han vender snuden hjemad mod København. Til gengæld har ekspeditionen nået at indsamle en uvurderlig mængde viden om de egne, de har rejst i.
Carsten Niebuhr spiller rollen som social underdog og akademisk opkomling blandt de øvrige anerkendte og krukkede videnskabsmænd med større meritter end den bondske, men kvikke korttegner fra Sønderjylland. Niebuhr er en fordomsfri overlever og en hårdtarbejdende mand, men ved ankomsten til København mødes han trods sine bedrifter med ligegyldighed og modstand.
I ”Det lykkelige Arabien” nedtoner Thorkild Hansen i fortællingens navn ekspeditionens videnskabelige arbejde og lægger i stedet vægten på de mange dramatiske begivenheder og indbyrdes stridigheder, som foregik under den lange rejse i de fremmede lande. Dermed har Thorkild Hansen taget sig en del friheder i forhold til kildematerialet, men ikke desto mindre har ”Det lykkelige Arabien” været helt afgørende for udbredelsen af kendskabet til ekspeditionen i den danske offentlighed.