Thorkild Hansens dokumentarroman og sidste bind af trilogien om danskernes slaver, ”Slavernes Øer” fra 1970, gennemgår hele historien om koloniseringen af de tre caribiske øer, som skulle blive kendt som Dansk Vestindien, fra slutningen af 1600-tallet indtil salget til USA i 1917. Det krydses med reportagelignende passager fra 1960'ernes Virgin Islands, hvor nogle af danskernes fortidsminder opsøges, f.eks. en tidligere slaveskole fra danskertiden, der huser et plejehjem.
Thorkild Hansen skildrer det svære og farlige arbejde med at opbygge en koloni på øerne, han skildrer det voldsomme oprør blandt de slavegjorte afrikanere i 1733, hvor danskerne var ved at miste kontrollen. Endelig skildres livet for slaverne i plantagerne, som var en gigantisk indtægtskilde for plantageejerne. Afslutningsvis kritiserer bogen i stærke vendinger tiden op til danskernes salg af øerne til USA, der på daværende tidspunkt førte et stærkt diskriminerende raceadskillelsespolitik. I perioden op til salget sultede de tidligere slaver i kolonierne uden at få hjælp fra Danmark, der syltede sociale reformer, fordi øerne alligevel skulle afhændes.
25596943
Den dominerende karakter i ”Slavernes Øer” er generalguvernør Peter von Scholten. I dag er han kendt som en historisk helt, men i sin samtid var han en udskældt og retsforfulgt skurk, der måtte gå meget igennem på grund af sine dispositioner i forbindelse med de danske slavers befrielse i 1848. På baggrund af et truende oprør blandt slaverne i Dansk Vestindien gav han dem deres frihed for at undgå en blodig konflikt. Men Scholten traf beslutningen uden hjemmel fra kongen, så han blev miskendt i den danske offentlighed og hevet i retten af øernes plantageejere. Han vandt dog retssagen, men er et klassisk eksempel på en af Thorkild Hansens misforståede helte, der ikke vinder den anerkendelse og belønning, han har fortjent.
Thorkild Hansen modtog Nordisk Råds Litteraturpris for hele slavetrilogien, men ”Slavernes Øer” var den af de tre bøger, der vægtede tungest i beslutningen.