Baggrund

Citat
”De tilbagetrukne altaner på beboelsesejendommene langs Wilhelmstrasse så fugtige og lyserøde ud, munde, øregange, næsebor, også mindre tækkelige kropsåbninger, alle sammen skælvende af hemmeligheder.”

”Historiens historie”, s. 42.

Amerikaneren Ida Hattemer-Higgins betegner sig selv som en ’global nomade’. Hun har boet i Berlin i over otte år og er kommet til at betragte byen som sit andet hjem. Hun har et stort antal tyske venner og er uddannet fra det tyske universitet, og dog vil hun altid være en udlænding i Berlin. På den anden side oplever hun det som et kulturchok at vende tilbage til USA, hvor hun ikke længere føler sig hjemme. ”Jeg bliver stadig mere opmærksom på, at jeg er ved at blive rodløs. Jeg har ikke mere noget hjem per se,” sagde hun i et radiointerview under sit besøg i København i anledning af festivalen CPH:LITT (Rothstein, Klaus og Nanna Mogensen: Erindringstab – oder?. Skønlitteratur på P1, 2012-05-09).

Hun kan om nogen bære titlen ’verdensborger’: I løbet af sit unge liv har forskellige drømme og projekter ført hende til over otte lande i hele verden, og hun taler næsten ligeså mange sprog. For eksempel troede hun i en periode, at hendes fremtid lå i filmbranchen, og hun flyttede derfor til Bombay, hvor hun var med til at lave Bollywood-produktioner. På lignende vis har hun boet i Japan, Kina, Vestafrika og i Sverige.

Hattemer-Higgins er født i Ohio og opvokset i storbyen Boston. Efter gymnasiet flyttede hun til New York for at læse litteratur på universitetet, men som 19-årig flyttede hun i 2001 fra Amerika. Hun bosatte sig i Berlin, fortsatte studierne og fik et bijob som turguide til byens mange mindesmærker fra Anden Verdenskrig. I Berlin er historien særlig tæt på og fortsat synlig: i ruinerne af de bombede bygninger, i resterne af Muren og i monumenterne for de dræbte jøder. Jobbet tvang hende til at forholde sig til krigens gru hver eneste dag, og som guide blev hun stadig mere optaget af krigstraumet og især af, hvordan man i dag forholder sig til denne fortid. Denne interesse blev udgangspunktet for romanen ”Historiens historie”.

I dag deler hun sin tid mellem Berlin og Moskva. Debutromanen er nemlig tænkt som den første af en række bøger, som skal tage fat i hver sit traume fra det 20. århundrede. Den næste bog skal foregå i den russiske hovedstad og omhandle Sovjetunionens kommunistiske utopi.