Debut

I 1975 udskrev Norsk Gyldendal en forfatterkonkurrence med udgangspunkt i temaet: En dokumentarisk fremstilling om gamle dage. Torill Thorstad Hauger indsendte manuskriptet til bogen Karl Eugen Olsen fra Vika - og vandt.

Bogen fortæller om livet i 1890´ernes Vika. Dens grundlag er forfatterens eget kendskab til bydelen samt et omfattende researcharbejde - bl.a. en række interviews med gamle mennesker, der havde et førstehåndskendskab til forholdene omkring århundredeskiftet. Men Karl Eugen Olsen er en fiktiv person, som fik selvstændigt liv og fylde, mens Torill Thorstad Hauger skrev. Denne proces var så fascinerende, at hun besluttede at fortsætte med at skrive.

Siden har forfatteren skrevet en række historiske romaner. De fleste henvender sig til børn og unge. Men hun skriver også bøger for voksne og har fået udgivet flere fagbøger. Mange af hendes bøger er oversat, til i alt 14 forskellige sprog.