Når der i ”Før jeg brænder ned” er en fiktionalisering af en række historiske forbrydelser, er det nærliggende at tænke på Truman Capotes bog ”In Cold Blood” fra 1966 (”Med koldt blod”, 1966). I den kortlægger Capote hele hændelsesforløbet i et koncist sprog, der er lige så koldt, som de mord på en familie, bogen handler om. Capote placerer dog sig ikke sig selv i historien, ligesom Heivoll gør det.
Her må man snarere over til nogle af Heivolls samtidige landsmænd fra Norge. Tomas Espedal udgav samme år som Heivoll udgav ”Før jeg brænder ned” sin bog ”Mod kunsten”, der er en selvbiografisk roman om hans vej hen til at blive forfatter.
En anden samtidig nordmand er selvfølgelig Karl Ove Knausgård, der i sit seksbindsværk ”Min kamp” fortæller hele sin livshistorie fra barndommen, indtil – og mens – romanerne begynder at udkomme.
Hvis man skal kigge rundt i Danmark, kunne man pege på en forfatter som Harald Voetmann, der har skrevet en serie af historiske romaner; ”Vågen”, 2010, om den oldgræske encyklopædist Plinius den ældre; ”Alt under månen”, 2014, om Tycho Brahe og hans observationer på Ven i 1500-tallet; og ”Syner og fristelser”, 2015, om middelaldermunken Broder Othlos vilde helvedesvisioner på sygelejet. Særligt den sidstnævnte har fællestræk med Heivolls ”Kongens hjerte”, hvor feber og omtåget tilstand også er trængt helt ind i skriften. Men der er nu stor forskel på Heivolls og Voetmanns skrift, der er meget mere vild og barok i sine billeddannelser end Heivoll.
Der finder man nok større paralleller i en anden dansk prosaist, nemlig Lars Frost i hans romantrilogi; ”Smukke biler efter krigen”, 2004, ”Ubevidst rødgang”, 2008, og ”Skønvirke”, 2011. Her finder man en lignende smidig prosa, der også kan svinge sig op på de høje nagler, når det f.eks. er et brændende hus, der skal beskrives i ”Skønvirke”, ligesom det er der Heivolls sprog i ”Før jeg brænder ned” er smukkest.