Når man skriver med et dokumentarisk forlæg, det vil sige, man skriver oven på nogle virkelige hændelser, men behandler det som skønlitteratur, hvor man kan gå ind i hovedet på personerne i historien osv., så giver det en stor frihed. Det afspejler også en særlig måde at forholde sig til romangenren på, hvor man f.eks. gerne må digte om virkelige karakterer. Det forhold udspiller sig på forskellig vis i Gaute Heivolls bøger.
I ”Før jeg brænder ned” nærmer Heivoll sig autofiktion, hvor man skriver sit eget liv ind i en fiktionaliseret historie. Men hans egen historie spejles i den også dokumentariske historie om brandstifteren Dag, der starter 10 brande lige omkring Gaute Heivolls fødsel. Man er selvfølgelig mere med i hovedet på den unge Gaute, der er bogens jeg, end på Dag, der nødvendigvis må skrives i tredjeperson. Men identifikationen imellem dem er meget stærk. Heivoll har selv sagt, at selvom den kan læses som en thriller, er ”Før jeg brænder ned” for ham først og fremmest en historie om kærligheden mellem forældre og et barn, mellem brandstifteren, Dag, og hans far, brandchefen Ingemann, og mor, Alma.
Forældrekærligheden er også på spil i ”Kongens hjerte”. Som genre tager den mere livtag med den historiske roman, men i stedet for at folde den store historie ud, den om den moderne medicins opblomstring i Norden, går den helt ind i det feberomtågede hoved på en far, der skal redde sin datter.
I ”Over det kinesiske hav” er det historiske forlag mere spinkelt. Her er bevægelsen fra den store historie til den nære familiehistorie endnu tydeligere. På et tidspunkt får familien fjernsyn, men store hændelser som Martin Luther King Jr.’s død glider ukommenteret forbi. Det er de små forskydninger i følelser mellem mennesker, der lever i en form for stor sammenbragt familie, der er vigtige at lægge mærke til her.
Fælles for alle bøgerne er, at de forholder sig til, hvordan man behandler dem, der er anderledes. Kan man have sympati for en brandstifter i ”Før jeg brænder ned”? Hvordan tager et samfund sig af sine syge, også når de bor langt væk fra centrummet, kongens København, i ”Kongens hjerte”? Hvordan inkluderer man såkaldte mennesker med en psykisk diagnose i familien, eller snarere; kan man overhovedet lade være i ”Over det kinesiske hav”? Hvis der er et fælles svar på de spørgsmål, handler det vel om at prøve at forstå, prøve at have empati. Det er noget af det, litteraturen kan være med til.