I slutningen af 2. verdenskrig opretter et ungt par med to små børn et diakon-hjem, et hjem for mentalt handicappede. Med sig har de tre voksne mænd og en søskendeflok på fem på op til 14 år. Igen er det med et dokumentarisk forlæg, at Gaute Heivoll skriver sin roman, ”Over det kinesiske hav”, 2013 (”Over det kinesiske hav”, 2015).
Bogen er en skæbnefortælling, der langsomt fører læseren igennem årene, og det liv der leves på landet. Og det er et stille liv. Både i overført betydning og bogstaveligt talt. Der siges simpelthen ikke så meget. Men igennem simple handlinger træder et galleri af personligheder frem.
Der er Matiassen, den religiøse grubler, der sidder under æbletræet hver dag, ja, så meget at hans skammel har lavet permanente mærker i græsset.
51487834
Der er Josef, en tidligere sanger i et mandekor, der mægtig gerne viser sit talent frem. Han er også den mest belæste person i byen. Han har læst sit bibliotek igennem fra ende til anden adskillige gange, men kan ikke huske, hvad der står i bøgerne.
Søskendeflokken er Erling, Sverre, Niels, Lily og Ingrid. De spiser sammen hver aften af bliktallerkener, efter de har sunget. Den unavngivne jegfortæller spiser med dem, efter moren er taget væk, efter den store ulykke. Hans Lillesøster blev knust under en vogn, der væltede, og hun døde.
Det er i høj grad den sorg, den stille sorg i familien, der varer i årevis, ja, i resten af deres liv, som ”Over det kinesiske hav” handler om. Hvem håndterer det hvordan, og hvor kan man gå hen for at finde trøst. For jeget er søskendeflokken et sted at søge trøst.
Det peger på et andet tema i bogen, som er hvordan man behandler dem, der er anderledes bemidlede i fysisk eller mental forstand. I en central scene er Ingrid, den ældste af de fem søskende, gået ud i floden og kan eller vil ikke komme tilbage. Det udvikler sig til et tilskuerstykke for alle i landsbyen, indtil moren bliver hidsig og smider alle de lamslåede naboer væk. I deres øjne er hun jo bare en af de åndssvage.