Beslægtede forfatterskaber

”De døde dukkers sommer” indskriver sig under genren politikrimi. Man følger ikke bare Salgado, men også politistaben omkring ham: politiinspektøren Savall, vicekommissæren Martine Adrech og Salgados assistent i opklaringsarbejdet af denne sag, Leire Castro. Politifolk i alle aldre og køn. Forfattere som Ed McBain, James Ellroy, Maj Sjöwall og Per Wahlöö, Christian Dorph og Simon Pasternak har alle skrevet krimier, der kan kategoriseres inden for denne form for kollektiv politikriminalroman.

Det er dog ikke alle Salgados kolleger, der kan karakteriseres som hovedpersoner. Ud over Salgado er det hans unge sidekick, vi lærer bedst at kende. Og netop det, at den midaldrende mand assisteres af en ung, smuk, kvik og handlekraftig kvinde, der ligesom vores hovedperson døjer med sine egne problemer, er set før inden for krimigenren. Ikke mindst inden for den skandinaviske genre. Eksempelvis i Stieg Larssons Millenniumtrilogi, hvor journalisten Mikael Blomkvist får hjælp af Lisbeth Salander.

Ligesom Dan Turéll gør det med København, bruger Antonio Hill sin hjemby Barcelona som kulisse til sin debutkrimi. Man får fornemmelsen af at bevæge sig rundt i byens gader og kvarterer. En anden forfatter, der har haft Barcelona som kulisse i sine krimier, er Vázquez Montalbán i hans serie om Pepe Carvalho.

I Politikens anmeldelse af Hills debutroman drages der parallel til Raymond Chandlers tørre humor og Ian Rankins tæft for interiør og personkarakteristik (Henrik Palle: Krimi er højoktan-spænding så sveden springer. Politiken, 2012-05-25).