Vipper hovedet frem og tilbage
Det føles virkelig som havet
i munden
Samme kølige tyngde
som at røre ved en bevægelse”
Luka Holmegaard (tidl. Ida Holmegaard) er født den 25. februar i 1990 på Frederiksberg, og er vokset op i Brønshøj. Hen har gået på Forfatterskolen fra 2011 til 2013 og debuterede med romanen ”Emma Emma” som 25-årig i 2015. At gå på Forfatterskolen har for Holmegaard først og fremmest været en mulighed for at lade sig opsluge af ord og sætninger. I to år har hen kunnet hellige sig at skrive og læse tekster – noget hen ser som ”et stort privilegie”. Tiden på Forfatterskolen har samtidig lært hen, at man aldrig kan stille alle tilfreds. Mens hen gik på skolen, skrev hen mest helt korte tekster med korte og præcise sætninger, men efter sin afgang var det, som om hen fik mere luft. Hen fortæller: ”da jeg blev færdig med skolen var det, som om jeg fik en tredje lunge, jeg kunne trække vejret med, så der pludselig var mere plads til at holde teksten åben. Jeg begyndte simpelthen at skrive lange sætninger.” (Lisa Garsdal: Med flokdyrets blik. Politiken, 2015-08-09). De lange sætninger blev til debutromanen ”Emma Emma”.
Luka Holmegaard henter inspiration mange steder: ”Selvfølgelig i høj grad fra de bøger jeg læser, og fra scener i film, som har særlige detaljer eller en særlig stemning, fra rejser eller indkøbsture i netto eller fra et besøg hos en ven, som så har en eller anden underlig lampe, der så, flere år efter besøget, ender i en tekst (lampen altså).” (Maria Roslev: Interview til Forfatterweb, september 2015).
Film er ikke kun inspiration for hens litterære tekster. Hen har anmeldt film i magasinet ATLAS og underviser desuden hos Skrivekreds i Nordvest. Hen har også været underviser på Københavns Kunstskole, Gladiatorskolen, Herlev Ungdomsskole, hos Fiktionsklubben på Københavns Hovedbibliotek og på litteraturlinjen på Krabbesholm Højskole. I dag bor forfatteren i København.