Graceland

Citat
”Love me tender, det bløde, det flødeagtige, er det det, der er beroligende ved Elvis, tænker hun. Eller er det bare det, at så mange mennesker elsker ham i forvejen. Aldrig bliver det muligt at adskille det vamle og det hellige, tænker Sylvia. Aldrig helt. Hun ved det, hun har jo spillet med i den forfærdelige julekalender.”
”Graceland”, s. 53.

I Luka Holmegaards anden roman ”Graceland” fra 2017 drives handlingen ikke af spændende begivenheder. Det er i karakterernes indre, at dramaet udspiller sig. Tidsligt udfolder fortællingen sig over en eftermiddag to dage før juleaften. Det giver mindelser til Virginia Woolfs ”Mrs. Dalloway”, der også kun strækker sig over en dag, og som i den springes der i ”Graceland” også fra person til person. Læseren bevæger sig således fra Daisy på 12, der er alene hjemme og venter på sin familie, over Sylvia, hendes mor, der er på vej hjem til København fra Randers efter sin optræden i en opsætning af ”Hvem er bange for Virginia Woolf” og til Daisys 12 år ældre bror Theo, der er på vej hjem fra New York efter et halvt års studier og et par romancer med to fyre.

53073379

Karaktererne har hver et kapitel. De to første er fortalt i tredje person, mens romanens sidste og længste har Theo som jeg-fortæller. Trods tre forskellige bevidstheder kredser romanen om de samme temaer: fravær, afsked, livets flygtighed, længsel, forelskelse og angst.

Holmegaard adskiller de tre stemmer i sproget: Daisys ængstelige ventetanker suppleres af billeder, der passer til barndommen. Det hedder f.eks., at den tidlige eftermiddag ”sidder midt i dagen som et par løse fortænder” (s. 10), og sommerlyset er ”lækkert som det lys, der står om en slushice” (s. 27). Sylvias tone er mere bitter, og man får fornemmelsen af en ulmende livskrise. Theos stemme er på en gang søgende, melankolsk og morsom. Han er både i færd med at opdage sig selv og den anden, elskeren.

Katastrofen lurer i hele romanen, men den indtræffer aldrig. Det får ”Graceland” til at fremstå som en uendelig optakt, mens Holmegaards nøgterne og formfuldendte sprog gør romanen til en veldrejet skildring af tankestrømme i forskellige aldre.