Anne Holt er en af de mest tydelige repræsentanter for den skandinaviske femi-krimi – selv om hun er imod betegnelsen. Femi-krimien er nu heller ikke så meget er en særegen krimigenre som en nyere tendens inden for genren. Nemlig: kriminalromaner skrevet af en eller flere kvindelige forfattere ud fra en kvindelig synsvinkel med en kvindelig hovedperson. Femi-krimien lægger sig op ad den hårdkogte amerikanske krimi snarere end den britiske detektivroman, og den skildrer typisk (og kritisk) kvinder, der sidder i mænds traditionelle job som privatdetektiver eller ordenshåndhævere – med alt, hvad dertil hører af privatliv, børn og intime problemer.
Genren er kendetegnet ved en vedvarende diskussion af kvindelige værdier i og over for en moderne verden, der er både kriminel og mandsdomineret. Anne Holt, der i 2000 stod frem som homoseksuel og indgik i registreret partnerskab med sin kvindelige kæreste, har en klar kønspolitisk pointe hermed. Den understreges også via den homoseksuelle helte-karakter, Hanne Willumsen, med hvilken Holt åbner op for en snak om kvindeligt homoseksuelle og deres plads i samfundet.
Ifølge Anne Holt selv, er det – på trods af at scenen er sat med vold, mord, politi og jura – familiære relationer, der ligger hende mest på sinde, når hun skriver. Relationer mellem mennesker og den moderne skandinaviske familie. Det er en tematik, der tydeligst kommer til udtryk via hendes hovedpersoner. Hanne Wilhelmsen er f.eks. traumatiseret efter en følelseskold opvækst, som hun skiftevis prøver at kompensere for eller flygte fra. Inger Johanne Vik har heroverfor formået at skabe sig et liv i en tryg familie, men her er det udefrakommende faktorer, der forrykker harmonien.
Anne Holt har i alle sine romaner et mellemværende med forældreskabet – oftest via fremstillinger af forsømte og knægtede børn – og hun stiller implicit spørgsmål ved det automatiske i at få børn. Selv har hun udtalt, at: ”Samfundet er tilrettelagt helt forkert for børn, og det kan gøre skade på lang sigt.” (Maj Juni: Jurist med mordplot som speciale. Djøfbladet, 2007-11-16). Holt vil gerne advokere for, at barnløshed skal afstigmatiseres og betragtes som et ansvarsfuldt valg, som mange flere burde tage. Navnlig alle dem, der alligevel ikke har tid til deres børn.