Bøgerne om drengen Elvis i ”Cirkus Saragossa” og ”Bye, bye Elvis” kan i stil og humor minde lidt om Ole Lund Kirkegaards børnebøger som bl.a. ”Gummi-tarzan” og ”Otto er et næsehorn”. Bøgerne ”SOS Gilleleje” og ”Rigets sikkerhed” lægger sig i forlængelse af den tradition for detektivhistorier for børn og unge, der går tilbage til De fem-bøgerne af den engelske børnebogsforfatter Enid Blyton, hvor fire børn og en hund i fællesskab løser en række mysterier.
Camilla Hübbes illustrerede roman ”Tavs”, er inspireret af de populære mangategneserier som f.eks. ”Dragon Ball” af Akira Toriyama og ”Naruto” af Masashi Kishimoto. Hübbe henviser i bogens efterord også selv til japansk kultur som inspirationskilde: ”Sidst men ikke mindst vil jeg takke nu afdøde japanske mestre: Mangaens fader Katsushika Hokusai og haikudigtningens mestre Matsua Basho og Kobayashi Issa. Disse tre er kilder til denne bogs tekst- og billedunivers”.
En anden børnebog, der lige som ”Tavs” handler om kærligheden mellem brødre, savnet, døden og et særligt dødsrige, er Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”.
Hovedpersonen i Camilla Hübbes ”Louis Armstærk” er nærmest en moderne Pippi Langstrømpe-figur, som ligesom pigen i Astrid Lindgrens historier om Pippi er både stærk og helt sin egen – men også et ensomt barn. Den illustrerede ungdomsroman ”Nord” er beslægtet med mange klassiske folkeeventyr i sin skildring af en pige, der begiver sig ud på en rejse mod voksenlivet. Samtidig er det en bog, der er forankret i sin samtid, bl.a. i sin tematisering af de aktuelle klimaudfordringerne indskrevet i en spændingsfyldt historie, hvor mytologisk stof også spiller en vigtig rolle.