Monica Hughes er en berejst dame. Hun er født i Liverpool i 1925, men sine første seks år tilbragte hun i Egypten. Derefter gik turen til Skotland og senere tilbage til England. - Hun er uddannet designer og arbejdede som sådan i London efter krigen.
I 1950 rejste hun til Rhodesia og senere til Canada, hvor hun sammen med sin mand har arbejdet og boet mange steder. Ind imellem flytningerne fik hun fire børn.
Det var mere eller mindre en tilfældighed, som satte Monica Hughes i gang med at skrive for børn. Under arbejdet som designer stødte hun på en bog om, hvordan man skriver for børn. Hun blev så optændt af den, at hun forkastede hele sin produktion af ufærdige voksenromaner og gik over til at skrive for børn i stedet. Siden 1975 har hun været fuldtidsforfatter.