Science fiction-bøgerne om Isis

Jeg gætter på, at ingen af de børn og unge, der kender Monica Hughes bøger, forestiller sig, at det er en dame på 69 år, der har skrevet dem. "Jeg elsker science fiction. Jeg følger mig som en rejsende, en iagttager, og jeg elsker at tænke - hvad nu, hvis ..." siger Monica Hughes.

Det mærker man f.eks. i de tre bind om Isis, hvoraf Pigen på Isis er 1. bd.
Langt ude i mælkevejen ligger planeten Isis. En fyrpasser og en vogter holder den i beredskab for den overbefolkede, forurenede Jord. På Isis er der plads og muligheder for at begynde på en frisk. Dvs. hvis man holder sig til dalen. I bjergene er luften alt for tynd til at mennesker kan ånde. Kun ét menneske er i stand til det, nemlig fyrpasseren, den kun 16-årige Olwen. Hun er forældreløs, men passes af den højtudviklede robot, Vogter. Han har ændret på Olwens fysik, så hun kan leve overalt på Isis. Men derved har han også ændret hendes udseende helt afgørende. - Det bliver først et problem, da der ankommer et rumskib fra Jorden med mennesker, udvalgt til at starte en ny tilværelse på Isis. Olwen forelsker sig i den unge fyr, Mark, men ingen af dem er forberedt på hendes anderledes udseende ...

I bd. 2 Vogteren af Isis , har det lille samfund fra Jorden slået sig ned for at blive. Men alt udvikler sig anderledes end det var meningen. Mark, som er blevet præsident, holder indbyggerne i uvidenhed og fattigdom. Kun én, Jody, gør oprør og møder Olwen. Vogter, Olwen og Jody prøver sammen at redde nybyggerne fra undergang.

I bd. 3 Gøgleren på Isis , lander et gammelt, ramponeret rumskib på Isis med kaptajn Mike og hans datter Moira ombord. - I mange år har fremmede rumskibe været holdt borte fra Isis, så beboerne er helt uvante med fremmede. - Kaptajn Mike er en plattenslager af rang og forsøger at snyde og bedrage nybyggerne på alle måder. Det lykkes næsten, men heldigvis griber Moira ind sammen med David. Jody´s nevø, og forhindrer, at nybyggerne går til grunde i grådighed og narko. Det ender med, at kaptajn Mike og Vogter (Olwen er død) rejser videre med rumskibet, mens Moira bliver tilbage på Isis med David.

Alle tre bind er meget spændende og velskrevne. En anden science fictionserie for unge er Djævelen på ryggen (bd. 1) og Drømmen om frihed (bd. 2).