Selv om Monica Hughes overvejende skriver science fiction, har hun også skrevet realistiske bøger. En af dem - På egne ben - foregår i Canada under 30´ernes krise.
Drengen Blaines forældre går fallit, og familien må flytte ind hos Blaines morfar. Moderen stikker imidlertid af til byen, og senere flytter også faderen. Selv om Blaine befinder sig godt i det trygge miljø, drømmer også han om at komme væk. - Han kommer med i krigen, selv om han egentlig er for ung og vender hjem, omsider parat til at falde til ro.
Det er en meget varm og overbevisende historie.
Endnu en realistisk roman, Jagten , handler om den kræftsyge Mike. Han ejer en drøm om, inden det er for sent, at opleve en jagt i ødemarken, den storslåede, canadiske natur. At nedlægge et bytte, skaffe sig et trofæ. - Mike er enebarn og forkælet. Han kan ikke tale med sine pyldrende forældre om sygdommen, ligeså lidt som om drømmen om jagtturen. Alligevel realiserer han den. Da han er på vej hjemad, er han opsat på at bruge livet, nu, hvor han ved, hvad det er værd.