Grå oktober

Citat
”Oktoberkulden kom langsomt krybende ned fra fjeldene i nord og harmonerede absolut med de følelser, der skvulpede inde i mig. (…) Jeg tænkte over eksistentielle spørgsmål (…) Men dette varede kun et lille øjeblik, for så godt kendte jeg mig selv, at jeg var klar over, at begyndte jeg at kradse i overfladen på tilværelsens store spørgsmål, var det et sikkert tegn på tømmermænd.”
”Grå oktober”, s. 9.

I 1995 kom opfølgeren til ”Blid er den færøske sommernat”, nemlig krimien ”Gráur oktober” (”Grå oktober”, 1995), der allerede med titlen anslår den overordnede, kolde og urovækkende stemning.

Romanen åbner med en scene, hvor en journalist i Færøernes Radio bliver forgivet med blåsyre i sit glas vand for åben mikrofon. Kort tid efter bliver en lokal bums af uforklarlige årsager fundet hængt i sin celle på politistationen, mens en anden journalist bliver fundet død med en stor kniv i sin nakke. Og som i ”Blid er den færøske sommernat” kommer læseren i selskab med freelancejournalisten Hannis Martinsson, der uden større idealer end at finde en god historie til sin avis beslutter sig for at undersøge sagen. Hans efterforskning og søgen efter morderne og deres konspiration trækker linjer til både den italienske mafia, CIA og Vatikanet – og tilbage igen til den færøske missionær og storreder Hanus í Rong, der på ingen måde kun har hvid og ren fisk i lasten på sine skibe.

28785542

Som i ”Blid er den færøske sommernat” er der også i ”Grå oktober” tale om en rammefortælling, dvs. om en historie, der er rammet ind af en åbningsscene med et mord og et sidste kapitel – et ”Postludium” eller ”Epilog”, hvor de sidste løse tråde forbindes. Og ligesom i debutromanen er Martinsson både hovedperson og jeg-fortæller, der ikke har større viden end læseren (med undtagelse af selve åbningsscenen), idet begivenhederne hele tiden udfoldes fra Martinssons synsvinkel.

Med undtagelse af et par steder, hvor fortællingen træder vande, er der tale om en meget begivenhedsrig og intens krimi, der med både sort galgenhumor, samfundskritik og leg med referencer til andre værker skaber høj underholdningsværdi – og samtidig stof til eftertanke. Med en kort og overordnet set koncis skrivestil bliver tempoet nærmest hele tiden holdt i femte gear, der hænger sammen med Martinssons praktiske og meget aktive tilgang til mordenes opklaring. Dog forekommer hans kærlighedsforhold til Duruta lidt mærkeligt og rigeligt ”hårdkogt” i ”Grå oktober”, fordi han stort set gennem hele romanen synes nærmest ligeglad med, hvor hun er, eller hvorfor hun aldrig tager sin telefon.