Jógvan Isaksens fjerde krimi ”Metusalem” fra 2008 (”Metusalem”, 2011) har formentlig fået netop den titel, fordi et gammelt skelet bliver fundet i en drænet sø uden for Tórshavn. Det menes at være ca. lige så gammelt som Bibelens Metusalem, der ifølge 1. Mosebog blev 969 år. Men det viser sig at være forkert.
Hannis Martinsson, der nu forsøger at slå sig op som konsulent og privatdetektiv i Tórshavn, bliver nemlig ringet op af en ældre færing, der hævder, at skelettet kun er fra 1961, og at skelettet var vedkommendes bror. Den ældre færing får langsomt overbevist Martinsson om rigtigheden af sin påstand, men der er stadig en lang række ubesvarede spørgsmål: Er der tale om en drabssag, og i bekræftende fald, hvorfor er liget havnet i en sø udenfor Færøernes hovedstad? Og hvorfor har skelettet en flere hundrede år gammel bispering på sin højre hånd, der skal have tilhørt biskop Absalon, Københavns grundlægger?
28785232
Sammen med Martinsson kommer vi på sporet af et mord, hvor offeret har betalt med sit liv for at forhindre den militære stormagt USA i at gennemtvinge en militær udbygning på Færøerne under den kolde krig hen over hovedet på landets befolkning. Og med hjælp fra politiet når Martinsson frem til en meget overraskende afsløring af morderen.
Hannis Martinsson er blevet mindre hårdkogt og nærmest lidt faderlig i ”Metusalem”, hvilket nok skyldes, at han i denne roman nu er far til den otteårige Turið. Sammenlignet med de tidligere krimier er denne noget mere reflekteret og velkomponeret og lidt mindre hæsblæsende hektisk. Men Martinsson er stadig en handlekraftig helt med hang til våde varer og lavt selvværd, der modigt tager kampen op mod lovens krænkere.
”Metusalem” er som de tidligere krimier en rammefortælling, mens Martinsson stadig er den halvfallerede og næsten kronisk fuldesyge jeg-fortæller, der ikke overraskende sammenligner sig selv med Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe.
Tågen i denne krimi er en metafor for Martinssons manglende klarsyn i forhold til den gåde, han forsøger at afdække, mens lyden af tågehornet fungerer som en slags ildevarslende ledetråd, der peger frem imod det, der skal komme af fornyet ondskab. Derudover er der lagt drabelige kvæd-strofer ind i teksten, der således skaber merbetydning og som samtidig harmonerer med Martinssons ofte brutale og mange gange selvironiske univers.