”Fru Marie Grubbe” fra 1876 er J.P. Jacobsens første roman. Hovedpersonen er adelskvinden Marie Grubbe (ca. 1643-1718), og romanen er således en historisk udviklingsroman, der skriver sig ind i den genre, vi i dag betegner exofiktion.
138992764
I romanen følger vi Marie fra hendes opvækst på herregården Tjele ved Viborg hos en kold og uengageret far og indtil hendes død som 75-årig. Vi bliver taget med ind i hendes ægteskaber – først til kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, dernæst til adelsmanden Palle Dyre og slutteligt til den yngre Søren Sørensen Møller med tilnavnet Søren Ladefoged, som var kusk og senere ladefoged på faderens gård i Tjele.
”Fru Marie Grubbe” må siges at være en helt usædvanlig kvindeskæbne – ikke mindst i sin tid. Hendes bevægelse fra samfundets absolutte top til den ubetingede bund kan med det blotte øje fremstå som en forfaldsfortælling, men når J.P. Jacobsen lader hende være centrum for sin roman, er det ikke for at skrive om en kvindes fald, men for at skrive om længsel, frihed, hengivenhed, kærlighed og kvindefrigørelse. Hos Jacobsen bliver Marie Grubbe et billede på en kvinde, der gør op med sin skæbne, og som nægter at underlægge sig hverken samfundets normer eller sine ægtemænds luner. Marie Grubbe er drevet af sin længsel – ikke kun erotisk, men i det hele taget længslen efter at føle sig levende (se citat), og længslen efter at forme sit eget liv. Det er i det lys, man hos J.P. Jacobsen ser hendes ægteskab med Søren Ladefoged – hun elsker ham, fordi hun ikke er underlagt ham, men i stedet selv er med til at forme og bære sin skæbne.
Sprogligt kan ”Fru Marie Grubbe” føles mere utilgængelig end J.P. Jacobsens øvrige forfatterskab, ikke mindst på grund af flittig brug af talesprog skrevet på dialekt. Romanen er spækket med tidsbilleder, og J.P. Jacobsen har et fint blik for, hvordan de talte, tøjet de gik i, de sociale omstændigheder samt mande- og kvinderoller. I kulissen lurer i øvrigt svenskekrigene. Men hvis man som læser overvinder den sproglige modstand, kan man enten foretage en naturalistisk læsning og se romanen som et indlæg i debatten om arv og miljø, eller man kan se den i en mere eksistentialistisk optik som en kvindes kamp for at opnå ligeret med mænd i såvel social som erotisk henseende.