Peder Frederik Jensen peger selv på den norske forfatter Kjell Askildsen som en inspirationskilde. Det ses særligt i Jensens nøgterne og minimalistiske stil, som netop også kendetegner forbilledet. En anden dansk forfatter, der dyrker samme minimalisme, er Helle Helle. Fælles for de to er desuden forkærligheden for en verden, der ligger meget langt fra det forfattermiljø, som de selv er en del af. Ligesom Jensen zoomer ind på håndværkeren og arbejderkulturen i ”Læretid”, skildrer Helle Helle i romanen ”Rødby-Puttgarden” to søstre i Udkantsdanmark, hvis trivielle tilværelse centrerer sig om ”parfumen” på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden, hvor de begge arbejder. I stedet for bådebyggergloser lader Helle Helle karaktererne i ”Rødby-Puttgarden” knevre løs om perlepudder og forskellige øjenskyggenuancer, og trænger dermed – om end mindre udtalt – ligesom Peder Frederik Jensen ind i sine karakterers særlige verden via sproget. En afgørende forskel mellem de to er dog, at Helle Helle i sin fortællestil synes at holde en større distance til sine karakterer end Peder Frederik Jensen. Trods en del humor i sin tilgang fornemmer man, at Peder Frederik Jensen er dybt indlejret i den verden, han beskriver.
En anden forfatter, der ligesom Peder Frederik Jensen bruger og dyrker sine karakterers specifikke faglige perspektiv på verden, er Lars Frost. I den såkaldte ingeniørroman ”Ubevidst rødgang” fra 2008 bruger han ingeniørsprogets præcise gloser til at fremskrive sin hovedperson Erik og hans særlige faglige filter på verden.
I forbindelse med udgivelsen af ”Det Danmark du kender” nævner Jensen specifikt Hans Kirk og hans roman ”Fiskerne” som vigtig inspirationskilde for arbejdet med den socialrealistiske roman.
”Rans vilje” bringer islandske Halldór Laxness’ epos om den stolte bonde Bjartur i ”Frie mænd” (1934-35) tæt i erindring, ligesom romanen selv åbner for en nær forbindelse til islandske sagaer og nordisk mytologisk stof. Hvor Jensen skriver om en stædig rad ved fjorden, skriver Ida Jessen i ”Kaptajnen og Ann Barbara” (2020) om en lige så stædig rad på heden. Begge mænd overmandes af kærlighed til forældreløse pigebørn og af tidernes storslåede drømme om at betvinge naturen og underlægge den menneskets interesser, først heden, siden fjorden.