Titlen på Peder Frederik Jensens debutroman ”Her står du” fra 2007 henviser til den røde prik på et oversigtskort (og på bogens forside), som fortæller en, hvor man står, når man kigger på det. Prikken repræsenterer en central tematik i romanen, der netop fortæller historien om den unge og lettere apatiske Adam, som har svært ved at finde et ståsted i tilværelsen. Han drikker, læser og rejser, men kommer ingen vegne. Som han selv formulerer det: ”Jeg er sådan lidt i gang med at komme i gang”. I sin søgen efter sig selv og et liv, der ikke styres af andre, lægger Adam afstand til familien. Særlig hårdt går det ud over stedbroderen Thomas, som ellers var hans allierede gennem deres fælles opvækst i det pæne Hellerup. Thomas er blevet alt det, Adam afskyr: en målrettet, punktlig og pæn ung arkitektstuderende i mærketøj.
26613442
Handlingen skydes i gang, da Thomas omkring jul ringer til Adam efter to års tavshed mellem dem. Sidst de sås, slog Adam stedbroderen ned med en flaske, og nu er Thomas’ far død af et hjertestop. I et forsøg på forsoning beder Thomas Adam hjælpe sig med at sætte faderens hus i Gilleleje – deres barndomsrefugium – i stand.
Samme jul møder Adam i en bodegabrandert overklassepigen Astrid, hvis liv og overdådige Østerbro-lejlighed, han lader sig glide gradvist ind i. Mellem dem står dog Adams angst og tiltagende paranoia i forhold til verden og menneskene omkring ham. På hver deres måde bliver mødet med Astrid og arbejdet i Gilleleje med Thomas afgørende pejlemærker i Adams søgen efter ståsted.
Stilen er kortfattet og tempofyldt. Der springes hurtigt i handlingen og også frem og tilbage i tid efter jegfortællerens forgodtbefindende. Den opbrudte og nøgterne fortællestil kombineret med en tendens til pludselig at dvæle ved besynderlige detaljer afspejler Adams distancerede og observerende forhold til verden omkring ham. Som læser fornemmer man imidlertid et væld af følelser og tanker, som truer bag teksten – alt det fortælleren udelader. Ligesom den desorienterende jegfortæller selv må man som læser anstrenge sig for at lokalisere, hvor Adam egentlig står bag den ofte amputerede overlevering. Dette synes at være en pointe i sig selv i romanen. Adam begynder nemlig mod slutningen at acceptere, hvordan menneskene omkring ham er nødvendige for at lokalisere og optegne den røde prik, hvor han står.