Læretid

Citat
”(Læredrengen, red.) Havde kørt et par gange rundt om jorden i sin Golf. Hun vidste ikke rigtig og flyttede rundt på sine trusser. Den ene dag lå de der, den næste var de væk. Hans forældre blev skilt, og faderen skulle flytte. Men det var op og af sted uden plads til hensyn. Det er sådan, det er. Det er det, svarede Svenden. De sad på hver deres pullert.”
”Læretid”, s. 60.

Ligesom debutromanen handler Peder Frederik Jensens ”Læretid” fra 2012 om en ung mand, der forsøger at finde sin plads i tilværelsen. Denne søgen fører romanens hovedperson fra det hippe Vesterbro til Kalundborg, hvor han starter i lære som bådebygger – fra en fri og tempofyldt Københavnertilværelse blandt den kreative klasses unge til en rutinepræget hverdag med tjære under neglene og mester over sig.

I denne verden langt fra byens individualitetsbesættelse får hovedpersonen navnet ”Læredrengen”, som bliver hans eneste kaldenavn romanen igennem. Læredrengen hviler bag sin anonyme titel, der repræsenterer den enkelthed, han søger i bådebyggerfaget. Han nyder rutinerne og de klare regler på arbejdspladsen og finder ro i det fysiske arbejde. Det giver mening for ham at fremstille noget reelt funktionalistisk med sine hænder. Ikke mindst nyder han det jordnære, fåmælte og mandsdominerede miljø på havnen, hvor patterne stritter ud af den kulørte kalender, prutterne sidder løst, og døden er et grundvilkår, man ofte mindes om, men ikke dvæler ved.

29179980

I sin søgen væk fra sit eget akademiske bagland af teologforældre finder Læredrengen en kæreste af københavnsk arbejderfamilie. Forholdet lider dog under den både fysiske og mentale afstand mellem de to, som i sidste ende fører til dets forlis. I romanens slutning får Læredrengen sit svendebevis, men det lykkedes ham aldrig helt at opløse sin intellektuelle identitet i det konkrete kropslige arbejde. Han er bådebygger, men han er også noget helt andet.

Romanen skildrer med humor og varme bådebyggerfaget og menneskene omkring det. Dette sker ved brug af en 3. personsfortæller, der følger Læredrengens perspektiv. Et perspektiv der på den ene side er indlejret i den verden, der beskrives, og på den anden side er københavnerknægtens udefrakommende perspektiv.

Håndværkets særsprog med ord som kalfatring og dyknagle præger romanens udtryk og tilføjer det en rå og poetisk tone, der gør værkstedet både autentisk og levende for læseren.

Stilen er udpræget minimalistisk og samtidig uhyre præcis. Med meget få ord får Peder Frederik Jensen tegnet sine finurlige karakterer og det omkringliggende miljø skarpt op. Værket, der kun strækker sig over 140 ikke tætskrevne sider, består af 79 små kapitler og et afsluttende afsnit kaldet ”værktøjskassen”, der forklarer de forskellige bådebyggerredskaber, som nævnes undervejs. De mange små afsnit får romanens udtryk til at fremstå stacceret, hvilket i samspil med stilen i øvrigt synes at drage paralleller til bådebyggerværkstedets opbrudte og ordknappe, men alligevel meget sigende dialoger.