Jørn Jensen har taget mange og mærkelige omveje for at ende som forfatter. Efter 9. klasse kom han i guldsmedelære og var ansat som guldsmed, afbrudt af værnepligt, indtil han i 1973 begyndte på en Hf-uddannelse for at blive lærer. I 1965 blev han dansk juniormester i længdespring og fik flere sjællandsmesterskaber i løbe- og springdiscipliner.
Da Jørn Jensen skulle undervise i de små klasser, fandt han ud af, at der var mangel på egnet læsemateriale; han måtte selv skrive det, og det blev til debuten, otte bøger om Bo og Anne. Senere kom 26 bøger om Palle og hans far, som senere kom som tegnefilm på TV 2.
Jørn Jensens inspiration til at skrive for børn kommer først og fremmest fra oplevelser i hans egen barndom, som han husker som dejlig og forholdsvis uproblematisk. Men også oplevelser sammen med hans tre drenge, samt selvfølgelig fra hans profession som lærer og talepædagog, er vigtige forudsætninger.
Jørn Jensen var barn i ”Krønikens” tid, 50’erne. Hans far var selvstændig. Han lavede gipsforme til pottemagere i sit værksted tæt ved, hvor familien boede. Han var, som andre fædre den gang, ikke særlig synlig i Jørns tidlige opvækst. Hans mor syede tøj til børnene i kvarteret, og var derfor altid hjemme. Til trods for at begge Jørns forældre var hjemme eller tæt på, blandede de sig sjældent i, hvad han lavede: ”Jeg husker min mor som det trygge element i tilværelsen. Klar til at lytte og hjælpe, når der var behov for det.”
Barndommen på Elme Allé i Taastrup var fri for børneinstitutioner og fri for opsyn af voksne. Den unge Jørn gjorde sine erfaringer og udforskede verden sammen med sine kammerater på legepladsen, og lykkeligvis slap de alle fra det uden de store skrammer.
Om fjernsynet nærer Jørn Jensen ikke høje tanker: ”Fjernsynet, et stort 24’er Allways, blev medlem af familien i 1960, lige op til de Olympiske Lege i Rom, men da var jeg næsten voksen, så det forstyrrede ikke min barndom.” Nu ser gennemsnitsbarnet adskillige timers skærmflimmer hver dag.