Jørn Jensen startede sit forfatterskab af frilæsningsbøger, da han som lærer for en 1. klasse i 1986 fandt ud af, hvor få der fandtes. Det har han gjort noget ved. Til efteråret 2004 runder han som forfatter bog nr. 200. Jørn Jensen har den holdning, at frilæsningsbøger skal være lette at forstå og skrevet i så let et sprog, at børn kan læse dem uden hjælp fra voksne. Jørn Jensen erkender, at der er skrevet dårlige frilæsningsbøger: ”Da Bertel Haarder var undervisningsminister, omtalte han frilæsningsgenren som hø på hylderne. Der findes selvfølgelig dårlige frilæsningsbøger, ligesom der findes dårlige bøger for voksne, men det berettiger ikke til kritik af en hel genre på det grundlag. I stedet burde man fremhæve frilæsningsbøgernes fællestræk med Dogmefilmene, der netop får deres særlige kunstneriske udtryk på grund af de vedtagne begrænsninger nøjagtig som frilæsningsbøgerne.”