Der er benyttet mange illustratorer til Jørn Jensens bøger. Kendte som ukendte. Navne som Kirsten Raagaard, Charlotte Clante, Jan van der Voo, Mette Brahm Lauritsen, Pia Falck Pape, Jesper Tom-Petersen, Peter Bay Alexandersen, Birde Poulsen, Lis-Eva Klausbøl, Lotte Nybo, Gurli Reichenbach, Luca Fattore, Jon Ranheimsæter, Gunhild Rød (farveillustrationer) og Susanna Hartmann siger næppe læserne det helt store. Det er synd, for i mange af Jørn Jensens bøger bæres handlingen i høj grad af illustrationerne. Akvarel, tusch, kultegning og almindelig pennetegning er blandt de metoder, der er anvendt. Fælles for alle illustrationerne er, at de er af høj professionel standard. Claus Bigum, Per Illum og Anne Pedersen hører til de mere kendte, måske fordi de har optrådt som tegnere i blade og tidsskrifter. Sidst skal Ida Grantriis nævnes for sine usædvanlig indlevende billeder, der især giver en god dyrekarakteristik af hunden Bobo.
Om illustrationerne siger Jørn Jensen: ”Jeg kan ikke omtale alle, jeg har haft samarbejde med, men vil dog nævne Jon Ranheimsæters dejlige og ’rå’ drenge i fodboldbøgerne om Kasper. I 2003 bearbejdede jeg ti fortællinger af H. C. Andersen. Historierne blev gjort kortere og lettere at læse. Illustratorerne Bodil Carstensen, Mimi Harteg, Susanna Hartmann, Bodil Molich og Lotte Nybo har lavet nogle helt utrolig gode tolkninger, der er rene kunstværker. Jesper Tom-Petersen har illustreret bøgerne om opfinder Olsen på en dejlig fantasifuld måde, hvor hans illustrationer både digter til og med.
Nogle tror måske, at forfatter og illustrator har lange og dybsindige samtaler, inden illustrator går i gang, men det er ofte ikke tilfældet. Claus Bigum, der illustrerer Pallebøgerne, talte jeg med første gang, da han var nået til bog nummer 15. Det havde ikke været nødvendigt at tale sammen før, da hans første udkast viste, at vi var helt enige i den særlige tone, der er i historierne. Han tegner de to figurer på en måde, der inspirerer mig til at fortsætte serien. Faktisk lærte jeg først Palle og hans far rigtig at kende og kunne se mulighederne i dem, da hans tegninger lå på mit bord.”
Og det giver sig selv, at illustrator og forfatter ikke behøver at kende hinanden for at opnå et godt resultat. De færreste illustratorer har kendt H. C. Andersen, Homer eller Shakespeare, skønt de har lavet fortræffelige illustrationer til dem.